05.09.2014  |  Kommunikation

Kommunes leverandører skal under luppen

En indsatsgruppe skal tjekke lønforholdene hos virksomheder, der arbejder for Københavns Kommune.

Fremover skal sikkerhedsregler, lønforhold og arbejdstider tjekkes hos leverandører, der arbejder for Københavns Kommune, skriver business.dk

Det bliver det internationale konsulentfirma Bureau Veritas, der skal udføre kontrollerne. Kontrolbesøgene, der blandt andet kommer til at foregå på byggepladser, bliver både anmeldte og uanmeldte. Bureauet har indtil videre afsat seks personer til at udføre op mod 1.420 kontrolbesøg hos leverandørerne. 

Læs også: Ny handlingsplan om menneskerettigheder for dansk erhvervsliv

Virksomheder skal følge mindste lønninger
"Virksomheder, som arbejder for os, skal følge mindstelønningerne i hovedoverenskomsterne, og selv om de fleste gør det, har vi desværre set eksempler på, at det ikke altid er tilfældet. Lønninger ned til 40 kroner i timen er uacceptabelt", siger overborgmester Frank Jensen (S) til business.dk

Kontrolbesøgene kommer i kølvandet på, at borgerrepræsentationen i Københavns Kommune har vedtaget en arbejdsklausul, der betyder, at virksomhederne skal følge mindstesatserne i LO-overenskomsterne i forhold til eksempelvis løn. 

"Men jeg vil gerne understrege, at det ikke kun handler om kontrol, men at vi også gerne vil vi dialog med vores leverandører. Det handler om vores arbejdsmarked og den danske model, som vi ikke vil risikere bliver undergravet i en tid med fri bevægelighed i EU", siger Frank Jensen til business.dk

Læs også: Østjyske virksomheder vil være samfundsansvarlige

Lønkrav på kant med EU-regler
Hos Dansk Byggeri er der kritik af de nye kontrolbesøg, her mener man nemlig ikke, at kommunen bør blande sig. 

"Vi vil selvfølgelig gerne i dialog med kommunen og diskutere det. Men vi mener, at kontrollen er for vidtgående, og at kommunernes lønkrav er på kant med EU-reglerne. Vi har svært ved at se, hvordan kontrollen skal foregå i praksis, for rollefordelingen i den danske model er, at det er os som part, der tjekker overenskomsterne", siger Peter Stenholm, direktør i Dansk Byggeri, til business.dk

-SSM

Mere fra Sarah

Sarah Stendorff Meier

Redaktionsassistent

Uddannelse: Bachelor i journalistik og kommunikation ved Roskilde Universitet 2012-2015. Kandidatstuderende i journalistik og kommunikation ved Roskilde Universitet. Fokusområder: socialstof, arbejdsmiljø, installationsbranchen og festivaler. 

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere