Kunstige energi-øer skal gemme vindkraften
Dansk arkitektfirma lancerer koncept for kunstige øer med bassiner i midten, som pumpes tomme, når der er overskud af strøm, og fyldes, når der er brug for mere strøm.
Det danske firma Gottlieb Paludan Arkitekter giver nu et anderledes bud på, hvordan overskydende vindmøllestrøm kan lagres, skriver Ingeniøren.dk. Ifølge firmaet skal det ske på kunstige øer rundt om i de danske farvande, hvor store vandbassiner i midten af øen tømmes, når der er vindkraft i overskud, og bliver fyldt med indstrømmende havvand, når der er mangel på strøm. Det indstrømmende vand driver nogle turbiner, som så producerer strøm. Projektet blev præsenteret ved den store energi- og klimakonference Nordic Climate Solutions i Bella-centret. Arkitektfirmaet har, med hjælp fra Risø DTU, for eksempel regnet på, at en kunstig ø syd for Avedøre med en størrelse på 4,9 kvadratkilometer vil kunne rumme et 22,3 millioner kubikmeter stort vandbassin. Lageret vil kunne producere 2300 MWh strøm fra tomt til fyldt bassin. Det svarer til maks-kapacitet fra Avedøre-værket i tre timer.
Kommunikationschef Sten Sødring fra Gottlieb Paludan Arkitekter mener, at der er mange muligheder for at placere sådanne kunstige lager-øer i de danske farvande ikke mindst i forbindelse med brobyggerier, hvor man alligevel anlægger disse øer. Arkitekterne har endnu ikke regnet økonomi på projektet, men det skal man i gang med nu sammen med studier af byggemetoder og formalia omkring det at bygge kunstige øer til havs.
-JR