24.01.2016  |  Samfund

Mentorordning får unge i job

Indhold fra partner Hvad er dette?

Sikkerhedsfirmaet G4S har indført en mentorordning, som med stor succes får utilpassede unge i job eller uddannelse. Det handler om basal omsorg og forståelse for den unge, og det er en af de 9 cases på Responsible Entrepreneurs-konferencen d. 28/1

G4S er verdens største sikkerhedsvirksomhed med 625.000 ansatte i over 120 lande

Det er egentlig lidt underligt: G4S er verdens største sikkerhedsvirksomhed med 625.000 ansatte i over 120 lande, og virksomheden udfører blandt andet alarmovervågning og vagttjeneste. Og så har de valgt at kaste sig ud i et nyt forretningsområde, hvor de får utilpassede unge, en del med en kriminel fortid, ind hos deres kunder. Er det ikke at bede om problemer?
 
Nej, siger G4S Security Services’s salgschef Erik Johan Madsen og forklarer, hvorfor det giver mening for virksomheden: ”Det, vi gør, er nok et utraditionelt forretningsområde for en virksomhed som vores, men det, vi kan tilbyde de unge, er simpelthen den korteste vej ud af arbejdsløshed og risikoen for kriminalitet. Vi har masser af kontakter og en høj hitrate, så vi ved, vores model virker.”
 
G4S’s målgruppe er unge, som har været væk fra arbejdsmarkedet eller aldrig fået lov til at være på det, og det kan være unge, som har en plettet straffeattest, en såkaldt bogstavdiagnose, for eksempel ADHD, Aspergers Syndrom, Tourettes Syndrom, autisme eller OCD, eller har været ude i misbrug. Fælles for dem er, at jobcentrene ikke har opnået den ønskede effekt. I G4S’s ordning præsteres derimod en imponerende succesrate, hvor mere end 60 % af dem, der kommer ind i ordningen, kommer videre til et job, jobtræning, praktikplads eller en anden uddannelse, fortæller Erik Johan Madsen.
 
Det var Erik Johan Madsen selv der sammen med en ildsjæl i virksomheden fik overtalt ledelsen til se mulighederne i ordningen som et nyt forretningsområde og afsætte ressourcerne til det. Betingelsen var, at det skulle være en forretning i sig selv, så man vidste, at det blev et permanent område. Forretningsplanen blev afleveret til ledelsen for 4 år siden, og den første kunde kom til efter et halvt år. Siden da har 315 unge været igennem ordningen, og 204 har afsluttet med den ønskede effekt.
 
Mentorer 24/7
I G4S’s ordning kan den enkelte unge følges helt tæt i forhold til det, de kommunale jobcentre kan tilbyde de unge, og det er klart at omkostningen pr. mentee ligger højere, men udbyttet mere end matcher den udgift, siger Erik Johan Madsen: ”På jobcentrene har de typisk 80 – 100 ledige pr. medarbejder, og de ledige sendes ofte rundt fra sagsbehandler til sagsbehandler. Hos os har vi 6 – 8 ledige pr. mentor. Det lyder ikke af meget, men vi tager altså kun de meget tunge, dem som ligger længst væk fra arbejdsmarkedet.”

Mentorerne, som Erik Johan Madsen nævner, er fuldtidsansatte specialister i at håndtere og motivere de unge. Som en fremskudt post mellem jobcentrene og virksomhederne står de til rådighed for de unge 24/7, fortæller han: ”Vores mentorer er meget dedikerede til at få de unge i job eller uddannelse, og møder den unge ikke op, så tager de ud og henter ham. De unge kan altid ringe til deres mentor, også selv om det er weekend og uden for normal arbejdstid. Mange af dem har manglet en voksenperson, de har kunnet stole på, og som ville gøre noget godt sammen med dem, og det får de med mentoren. Det hele foregår i en tæt dialog med den unge, og mentoren prøver derigennem at finde ud af, hvad den unge gerne vil, og sørger for at finde noget, der passer til dem.”
 
Altid en plads
Mentorerne er den ene årsag til G4S-ordningens succes, koncernens vidt forgrenede kontaktnet i erhvervslivet en anden. Mentorerne har et tæt samarbejde med virksomhedens mere end 60 key accounts, som tager ordningen med ud til kunderne som en mulighed. Når en kunde melder om interesse for at tage en ung ind, er mentorerne med ude hos kunden for at sætte dem ind i, hvad det kræver, og hvad der skal til. Og det lykkes altid at finde en plads, siger Erik Johan Madsen: ”Mange af de unge er sindssygt dygtige. Men deres skolegang har måske været kaos, eller deres familieliv har budt på store udfordringer. Når de kommer i job, bliver de bekræftede som mennesker, at de er noget værd, og det er måske første gang, de prøver det. Vi har alle sammen – det gælder selvfølgelig også for vores kunder – nogen i vores omgangskreds, der har børn, der har haft det svært, og derfor møder vi altid meget velvilje, når vi spørger vores kunder, om de vil tage en af vores unge ind.”
 
Forudsætningen for, at Erik Johan Madsen fik lov til at søsætte ordningen var, at den skulle drives som en forretning og altså ikke være et sponseret CSR-projekt. Ydelsen sælges til jobcentrene på forretningsvilkår, men når G4S’s medarbejdere gør forretningen op, er det især den værdi, det skaber for den enkelte og for os alle sammen, der snakkes om, understreger Erik Johan Madsen: ”For de unge betyder det at komme i et job, at de får en mere fast ramme for deres liv. Før turede de måske i byen i weekenderne og begik vold og kriminalitet. Når de kommer i job eller uddannelse, stopper det fuldstændig – de ændrer livsstil. Og det betyder så, at der bliver skånet nogle potentielle ofre. Samtidigt er samfundet den helt store vinder, fordi vi får færre på overførselsindkomst, og de i stedet kommer til at bidrage til samfundet.”
 
Responsible Entrepreneurs-konferencen sætter for en dag rampelys på store som små sociale entreprenører og centrale NGO’er, som virker for og understøtter virksomheder med socialt samfundssind. Erik Johan Madsen og G4S er blandt de 9 solide cases, som desuden tæller: Arriva, NCC, Creativ Company, Allehånde, Social Foodies, High:five, AskovFonden og ikke mindst Kofoeds Skole, der er vært for dagen. De nævnte flankeres af gæstetaler, markedsplads og miniseminarer ved blandt andet CABI, Den Sociale Kapitalfond, CSR LINK og Media Now i samarbejde med Buddha Bikes. Gæstetalerne holdes af socialborgmester i København Jesper Christensen og programleder i SocialForskningsInstituttet Frederik Thuesen.

Konferencen arrangeres af CSR LINK og finder sted d. 28. januar i Kofoeds Skoles multihal, Nyrnberggade 1 på Amager. Læs mere om konferencen og tilmelding på www.csr-link.dk.

Tags: CSR LINK

Mere fra CSR LINK

CSR LINK

www.csr-link.dk

CSR LINK CSR LINK skaber praktisk vidensdeling mellem danske aktører indenfor CSR - gennem især konferencer, hvor vi gennem Løsninger, Inspiration, Netværk og Kontakter sikrer deltagerne konkrete værktøjer til at komme videre med deres CSR-indsatser og -strategier. Uanset om man så kommer fra den private eller offentlige sektor, hos en NGO, et mediehus…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere