16.11.2016  |  Medarbejder

Middelfart Sparekasse er landets bedste arbejdsplads

Indhold fra partner Hvad er dette?

Great Place to Work kårede tirsdag aften sparekassen som landets bedste arbejdsplads ved et gallashow i Cirkusbygningen.

For første gang siden 2009 og for fjerde gang i alt kan Middelfart Sparekasse kalde sig Danmarks bedste arbejdsplads. Efter en andenplads i 2015 klatrede sparekassen helt til tops, da Great Place to Work tirsdag aften kårede vinderne i konkurrencen. Sparekassen deltog i kategorien ”mellemstore virksomheder”. Den dækker virksomheder med mellem 50 og 500 ansatte.

Det er første gang i adm. direktør Martin Baltsers tid i Middelfart Sparekasse, at den kan kalde sig landets bedste arbejdsplads. Han er både glad og stolt over titlen.

"Selv om der er sket meget i Middelfart Sparekasse siden 2012, hvor jeg tiltrådte, har vi hele tiden holdt fast i, at vi vil være en god arbejdsplads", siger Martin Baltser.

Og tilfredse medarbejdere er et stærkt kort at have på hånden, mener direktøren.

"Det er utroligt vigtigt. Finanssektoren er præget af hård konkurrence. Vores vigtigste våben i kampen om kunderne er medarbejdere, der kommer glade på arbejde og går glade hjem. Det er svært præcist at sige, hvad det betyder for kunderne, for det er mest en følelse. Den følelse, kunderne får, når de træder ind af døren og føler sig velkomne og godt behandlet. Den oplevelse leveres altså bedst af medarbejdere, der trives", siger Martin Baltser.

Et værdifuldt arbejdsredskab

Selv om det er dejligt at kunne kalde sig Danmarks bedste arbejdsplads, er den vigtigste del af at deltage i konkurrencen den årlige temperaturmåling af arbejdsglæde i alle afdelinger. Spørgeskemaundersøgelsen, som stort set alle medarbejdere har besvaret, giver et detaljeret blik på arbejdsmiljøet i de enkelte afdelinger hvert år.

"Selv om vi nu er kåret til Danmarks bedste arbejdsplads, er det jo ikke et udtryk for, at der aldrig er udfordringer på arbejdspladsen. Det er der her som på alle andre arbejdspladser. For mig handler en god arbejdsplads i høj grad også om, hvordan vi håndterer de problemer, der opstår hen ad vejen. Jeg tror på, at det spiller positivt ind for medarbejderne, at de oplever, at der lyttes og handles", siger Helle Lund Gregersen, HR-chef i Middelfart Sparekasse.

Middelfart Sparekasse vil nu via hjemmesiden www.midspar.dk/glad samle input fra så mange som muligt om, hvad der giver arbejdsglæde rundt om på de danske arbejdspladser. Resultaterne præsenteres i starten af det nye år ved et inspirationsmøde for alle interesserede, hvor også Alexander Kjerulf, indehaver af Arbejdsglæde nu og en af landets førende eksperter på området, vil holde et oplæg.

"Målet er at få ny inspiration til, hvad der kan højne arbejdsglæden. Alle virksomheder kan kigge med, for kan vi inspirere andre til at arbejde med arbejdsglæde, er det lige så meget værd som at kunne kalde sig Danmarks bedste arbejdsplads", siger Martin Baltser.

Fakta om konkurrencen

  • Danmarks bedste arbejdsplads kåres af Great Place to Work.
  • 128 virksomheder deltog i konkurrencen i år.
  • Konkurrencen består af to dele. Medarbejderne udfylder et omfattende spørgeskema om emnerne troværdighed, respekt, retfærdighed, stolthed og fællesskab.
  • Derudover laver virksomhederne en kulturprofil, der beskriver virksomhedens handlinger og politikker i forhold til en række spørgsmål stillet af Great Place to Work.
  • Middelfart Sparekasse vandt i kategorien ”mellemstore virksomheder". Den dækker arbejdspladser med 50 til 499 medarbejdere.
  • Det er fjerde gang, sparekassen vinder. Senest var det i 2009 og før det i 2008 og 2005.

Mere fra Middelfart Sparekasse

Middelfart Sparekasse

midspar.dk

Middelfart Sparekasse er et pengeinstitut med afdelinger fordelt på Fyn og Jylland. Middelfart Sparekasse er en selvejende institution og garantsparekasse, der aktivt arbejder på at udvikle det samfund, vi er en del af. Sparekassens samfundsmæssige engagement kan føres helt tilbage til grundlæggelsen i 1853. Allerede dengang var Sparekassens grundfilosofi, at beslutninger skulle være til gavn…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere