24.03.2015  |  Strategi & ledelse

Mogens Jensen lærte om strategisk CSR

Udviklingsminister Mogens Jensen besøgte tekstilvirksomheden Spectre medio marts. Det blev til en snak om virksomhedens CSR-strategi på fabrikkerne i Letland og Vietnam.

Mogens Jensen besøgte den jyske tekstilproducent Spectre til en snak om CSR.

Udviklingsminister Mogens Jensen besøgte medio marts Ikast-virksomheden og tøjproducenten Spectre, hvor den jyske virksomheds CSR-strategi var i centrum. 

Ministeren, der tidligere har lanceret en række tiltag for CSR-strategier, fik en rundtur i virksomheden af medejer og produktansvarlig Jesper Klausen, som gik i detaljer om virksomhedens produktions- og miljøpolitik.

”Jeg tror, Mogens Jensen fik en større forståelse for, hvordan CSR kan integreres i strategien. Og at CSR kan skabe værdi, ikke blot for de ansatte, miljø og samfund, men også i forhold til afsætning og kunder”, siger Jesper Klausen til Dansk Mode & Textil’s fagblad DM&T.

Læs også: Tøjkæmpe underskriver CSR-charter

Han har kun rosende ord for ministerens faglige viden om arbejdsmiljøproblematikker og håber, Spectre kan bidrage med at vise, hvordan virksomheder aktivt kan integrere CSR i deres strategier.

Svært for små aktører

Virksomhedens CSR-medarbejder Pia Odgaard, der efter to års arbejde har opnået at få en såkaldt SA8000-certificering for Spectres to fabrikker i Letland og Vietnam, advarede mod, at man anser virksomheden som gennemsnitlig for den danske tøjbranche, da Spectre har sat mange ressourcer af til at forbedre produktionen.

Læs også: Minister efter nyt fabrikskollaps i Bangladesh: Stadig lang vej

For det er svært for små virksomheder, der skal bide skeer med internationalt større markeder:   

”Det er i sig selv en kolossal udfordring konkurrencemæssigt, og derudover også i forhold til CSR. Og når langt hovedparten af virksomhederne ikke har produktion, men køber ind hos underleverandører, bliver social ansvarlighed/samfundsansvar ekstremt komplekst”, siger hun.

Produktansvarlig Jesper Klausen mener desuden, at CSR skal ses som en investering, der skaber omsætning, og at hans vurdering er, at der er tale om en styrkelse af produktiviteten, hvis medarbejderne kan se, at CSR tages alvorligt.  

-JPN

Mere fra Joacim

Joacim Præst Nielsen

Redaktionsassistent

Uddannelse: Journalist ved Danmarks Medie- & Journalisthøjskole 2011-2015 og Institut Hautes Études de Communication Sociale i Bruxelles. Kandidatstuderende ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Udlært som journalist ved Udenrigsministeriets Presseenhed, Dagbladet Børsen. Fokusområder: Internationale relationer, EU, erhvervsjournalistik og virksomheder i hans arbejds- og studi…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere