06.11.2017  |  Supply chain

Indspark: Når CSR bliver et spørgsmål om sikkerhedspolitik

Sagen om flådefartøjet Lauge Koch er på mange måder ekstraordinær, men viser samtidig, at kontrol med leverandørkæden er svært, uanset om det er en iPhone eller et inspektionsfartøj til den danske flåde.

Historier om underleverandører, der ikke lever op til ordregiverens krav om ansvarlig adfærd, er efterhånden et tilbagevendende syn i de danske medier. Og det til trods for, at CSR og bæredygtighedsområdet har udviklet sig enormt i løbet af en kort årrække. Det går godt på hjemmefronten, når det f.eks. handler om energioptimering og at nedbringe miljøpåvirkning, men når det gælder leverandørkæden, har mange virksomheder svært ved at føre systematisk opfølgning og kontrol.

Også det danske forsvar, der nu er kommet i skudlinjen, har taget økologi og energieffektivitet til sig, og er blevet grønt i mere end én forstand. Men når det kommer til deres kerneydelse, har den manglende kontrol med underleverandører fået alvorlige konsekvenser. Udover de etiske aspekter ved at lade nordkoreanske tvangsarbejdere tjene udenlandsk kapital hjem til det brutale styre, er det selvsagt uacceptabelt ud fra et rent forsvarsmæssigt synspunkt, at  nordkoreanske arbejdere har kravlet rundt i de mindste hulrum på et dansk flådefartøj, fordi de var meget mindre end deres polske kolleger, som DR-dokumentaren malerisk fortalte det.

Forpligtelser til UN Guiding Principles
Ud fra et etisk-, CSR-mæssigt og nu altså også sikkerhedspolitisk perspektiv, er mangelfuld kontrol med leverandørkæden et risikoområde. Men det er også problematisk ud fra den betragtning, at virksomheder såvel som det offentlige er forpligtede til at udvise 'due dilligence', eller rettidig omhu på godt dansk.

Det har de pligt til ifølge FNs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, og derfor er det ikke længere tilstrækkeligt efterfølgende at sige, at det var man ikke bekendt med, da princippet om rettidig omhu betyder, at ordregiveren har et ansvar, uanset hvor i leverandørkæden skaden er sket. Det er altså ikke længere et tilvalg, men et krav, at man på forhånd adresserer risici i sin produktionskæde.

Den globale virkelighed
Indtil for nyligt havde vi stadig et fungerende skibsværft, Lindø Værftet, der som deres sidste opgave leverede tre fregatter til det danske forsvar. Nu er værftet lukket, og derfor må forsvaret se sig om efter nye samarbejdspartnere. Valget i denne sag faldt på en leverandør, der har mere erfaring med at bygge fiskekuttere end store flådefartøjer, og det er måske derfor, at de har måttet udlicitere dele af produktionen. Og på den måde er dårlig kontrol med underleverandører blevet til i en militær trussel.

Men løsningen er ikke at rulle udviklingen tilbage. I stedet skal bedre værktøjer til kontrol med underleverandører udvikles og tages i brug. Verden er i dag global, og varekæderne strækker sig jorden rundt. Det stiller krav til at have enkle og billige værktøjer til at kontrollere underleverandører.

Factlines er et digitalt værktøj til at sikre, at underleverandører lever op til de krav om CSR og bæredygtighed som kunden stiller. Vi hjælper med at gøre det lettere og billigere at sikre, at virksomheder og offentlige ordregiveres værdier når ud i hele produktionskæden.

Læs mere på Factlines.com

Mere fra Dagny

Dagny Nome

Senior CSR Specialist, Factlines

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere