05.01.2016  |  Samfund

Når et handicap vendes til en fordel

Indhold fra partner Hvad er dette?

Når en virksomhed vil arbejde med socialt ansvar på medarbejdersiden, er Cabi en sikker vej til viden. På Responsible Entrepreneurs-konferencen d. 28/1 er Cabi vært for en workshop, der deler viden om at vende et handicap til en fordel

Cabi er et overflødighedshorn af aktiviteter inden for socialt ansvar på medarbejdersiden

Alle kender Cabi. I hvert fald hvis de arbejder med virksomhedsdrevet socialt ansvar. Cabi sidder som virksomhedsnetværk tungt på førerpladsen i videnudbredelsen om et mere rummeligt arbejdsmarked.  Missionen er at inspirere, udvikle og fremme virksomhederne til at passe godt på de medarbejdere, de har, og give en hjælpende hånd til dem, som står uden for arbejdsmarkedet.

Ella Petersen er seniorkonsulent i Cabi og rådgiver bl.a. netværkets medlemmer om CSR og socialt ansvar, samarbejde med jobcentre samt fastholdelse af seniorer i job, og hun har det som sit mål, at motivere og inspirere virksomhederne til at se nye muligheder i det sociale ansvar: ”Vi har et godt og tæt samspil med vores medlemmer for at få en social vinkel i forhold til deres arbejdsstyrke. Det gælder om at styrke virksomhedernes indsats for på den ene side at hjælpe deres egne medarbejdere til at blive på arbejdsmarkedet, på den anden side at rekruttere nye medarbejdere, som har brug for ekstra støtte til at komme ind på arbejdsmarkedet. Vi kan se, at der på sigt bliver mangel på arbejdskraft i Danmark, og derfor er der et stort og langsigtet behov for, at virksomhederne har fokus på, om deres medarbejdere rammes af kriser eller får nogle udfordringer, som de skal have støtte til at overvinde, lige som de også gerne må blive bedre til at se potentialerne i den del af de ledige, som på den ene eller anden måde har nogle begrænsninger for at tage et almindeligt job.”

Med godt 4.500 medlemmer kommer Cabi bredt ud i det danske erhvervsliv, og som medlem får virksomheden mulighed for at trække på et overflødighedshorn af aktiviteter lige fra erfaringsudveksling, kompetenceudvikling, business-til-business netværk og rådgivning. Det er en service, som flere og flere vil søge mod, mener Ella Petersen, som oplever, at mange brancher er meget bevidste om, at det i fremtiden kan blive vanskeligt at rekruttere medarbejdere: ”Vi mærker en klar fremgang inden for visse brancher i at se nye muligheder blandt de grupper, som har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er en af vores fornemste opgaver at få virksomhederne til at se det bredere perspektiv, for når et menneske uden for arbejdsmarkedet kommer i job, skaber det ikke kun værdi for virksomheden, det øger også livsværdien for det menneske, og oveni sparer samfundet en overførselsindkomst, som så kan gå til andre gode formål.”

Trods de mange gode formål og fordele ved et stærkere socialt engagement, er mange virksomheder tilbageholdende med at træde ind i rollen som social entreprenør, fortæller Ella Petersen og peger på, at det kan skyldes en mangel på basal viden: ”Det kan for eksempel være, at virksomheden ikke har direkte erfaring med at tage nogen i praktik. De har måske kun hørt om det, og måske de kun har hørt de dårlige historier. Som stort virksomhedsnetværk har vi medlemmer, som nær sagt matcher alle typer virksomheder, og deres viden og erfaringer kan vi trække på. Men som alt andet gælder det om at starte i det små: se på om der er særlige borgergrupper, I skal have fokus på, og tag en dialog med jobcentret om mulighederne.”

Unikt træningsforløb på workshop

En af de virksomheder, der har formået i særlig høj grad at gå foran og vise andre vejen til en bedre bundlinje gennem socialt ansvar, er Fakta. Fakta modtog i efteråret CSR People-prisen sammen med restaurant Dronning Louise i Esbjerg. Butikskædens indsats for at uddanne og ansætte unge med autisme er omdrejningspunktet for Cabis workshop på Responsible Entrepreneurs-konferencen. Ella Petersen begrunder, hvorfor lige netop Fakta er valgt:

”Fakta vandt prisen, fordi de sammen med Unges Uddannelse har udviklet et unikt træningsforløb, hvor unge med autismediagnoser uddannes til at løse opgaver i butikkerne. De unge medarbejdere trives i butikkerne, og de er stolte af det arbejde, de udfører. Fakta har indført en jobgaranti til alle, som gennemfører uddannelsen, og indtil videre er 15 ad den vej blevet sluset ind i fast ansættelse. Det er erfaringer, mange andre kan få nytte af.”

På workshoppen fortæller Dennis Pihl, salgschef i Fakta, om, hvad det har betydet for dem at uddanne og ansætte unge mennesker med autisme. Desuden giver direktør Britta Bak fra Unges Uddannelse gode råd om, hvordan uddannelsesforløbet kan anvendes i andre virksomheder.

Responsible Entrepreneurs-konferencen sætter for en dag rampelys på store som små sociale entreprenører og centrale NGO’er, som virker for og understøtter virksomheder med socialt samfundssind. Konferencen byder på 9 solide cases på socialt entreprenørskab: G4S, Arriva, NCC, Creativ Company, Social Foodies, Allehånde, Askov Fonden, High:five og ikke mindst Kofoeds Skole, der er vært for dagen. Casene flankeres af gæstetaler, markedsplads og miniseminarer, som foruden Cabi har Den Sociale Kapitalfond, CSR LINK og MediaNow i samarbejde med Buddha Bikes som værter. Kitte Wagner fra Spark, der er en af Danmarks dygtigste rådgivere i bæredygtighed, er moderator for konferencen.

Konferencen finder sted d. 28. januar i Kofoeds Skoles multihal, Nyrnberggade 1 på Amager. Læs mere om konferencen og tilmelding på www.csr-link.dk.

Tags: CSR LINK

Mere fra CSR LINK

CSR LINK

www.csr-link.dk

  • Vindingevej 44, 4000 Roskilde

CSR LINKOmdrejningspunktet for CSR LINKs arrangementer er et kursussted eller konferencecenter, hvor indlægsholderne har ordet i 20 minutter til at fortælle om successer, løsninger og gode råd til inspiration for deltagerne. På et standområde uden for konferencecentret er der pull-up stande, hvor deltagerne ”sælger” deres CSR til potentielle kunder og andre interessenter. Og under match-makingen,…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere