Helena Barton er ny CSR-partner i Deloitte
Deloitte har netop fået ny 'Partner-Sustainability'. Helena Barton, som har drevet eget konsulentfirma siden 2006, bliver nu en del af rådgivningsvirksomheden.
Dr Helena Barton er startet i Deloitte Danmark som Partner i Governance Risk & Compliance afdelingen 1. august 2013. Helena Bartons ansvar bliver blandt andet at udvide Deloitte's assurance-ydelser indenfor Sustainability og at øge Deloitte's lederskab indenfor udviklingerne omkring Integreret Rapportering.
Helena Barton tager sit eget konsulentfirma med ind i Deloitte. Firmaet, Corporate Context, som hun grundlagde i 2006 havde det formål at levere audit, assurance og konsulentydelser. Den nye Partner-Sustainability i Deloitte har 15 års international CSR-erfaring inden for ansvarlig ledelse, risikostyring og kommunikation som auditor, konsulent og træner. Hun er i øjeblikket næstformand i Global Reporting Initiative's Stakeholder Council.