Ny forskning lover billigere brintbiler
Brændselsceller til brintbiler kan både være miljøvenlige og effektive. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet, hvor en ny teknik reducerer forbruget af kostbart ædelmetal.
Den grønne løsning inden for bilisme behøver ikke at være den dyre løsning. Ny forskning fra Københavns Universitet viser, at man kan bygge brændselsceller, der producerer lige så meget strøm som de gængse brændselsceller, selv om de indeholder markant mindre af det kostbare og sjældne ædelmetal platin.
Det vil gøre brintbilen billigere at producere, og den nye opdagelse kan vise vejen frem for økonomisk forsvarlige brændselsceller. Det mener Matthias Arenz, der er lektor ved Kemisk Institut på Københavns Universitet.
Hvordan fungerer brændselsceller?
Brændselsceller hiver strøm ud af brint og ilt i en såkaldt katalytisk reaktion, som bliver holdt i gang af platin. Den største effekt opnår man, når man strømmer sine gasser hen over en tynd plade, en film, af platin. Men det kræver enorme mængder af det dyre grundstof. I stedet laver man i dag brændselscellernes katalysatorer med små partikler, små korn af platin. Forsøgene i Matthias Arenz forskergruppe viste, at kornene kunne placeres bedre.
I laboratoriet har vi vist, at man kan få den samme mængde strøm ud med kun en femtedel så meget platin. Så flotte resultater får man næppe uden for laboratoriet, men en mærkbar reduktion af behovet for platin er bestemt realistisk. Og det vil være en kæmpestor økonomisk gevinst.
Brændselsceller har flere fordele sammenlignet med forbrændingsmotoren. En brændselscellemotor udnytter brændstoffet bedre og forurener hverken med os, røg eller CO2. Eneste problem er dog, at brændselsceller kun virker, hvis de indeholder ædelmetallet platin, hvilket er mere kostbart og sjældent end guld.
Det har været en betydelig barriere for udvikling af energibesparende og klimavenlige brændselsceller til køretøjer.
Læs også: Ingen garanti for brintbilens succes
Samtidig er platin svært tilgængeligt langt størstedelen findes i Sydafrika, der producerer lige under 80 procent af verdens forbrug, mens Rusland står for yderligere ti procent.
Forskningsprojektet er udført i samarbejde med Münchens tekniske universitet og Max Planck Instituttet for jernforskning i Düsseldorf.