Ny konference om Green Cities
Kommunerne i miljøsamarbejdet Green Cities skal mødes for at diskutere, hvordan det rigtige afsæt for grønne resultater i fremtiden skabes.
Nu skal kommunerne i miljøsamarbejdet Green Cities mødes for at diskutere, hvordan det rigtige afsæt for grønne resultater i fremtiden skabes. Det sker d. 27. og 28. oktober i Albertslund, hvor temaet er "Forankring fryder mening, medejerskab og dialog i miljøarbejdet".
Siden 2000 har kommunerne i Green Cities, som er Albertslund, Allerød, Ballerup, Fredericia, Herning, Kolding og København, arbejdet for et miljømæssigt bæredygtigt samfund - på at gøre hensigter til virkelighed og leve op til vidtrækkende miljømål. Kommunerne har alle udarbejdet klimaplaner med konkrete aktiviteter og har sat et fælles klimamål om at reducere CO2-udslippet 25 procent inden 2015. Det vil betyde en reduktion på over 1 million ton CO2. Men hvis målene skal nås, skal de tværgående indsatser i fokus, og alle instanser skal spille sammen, mener Leif Petersen, formand for Green Cities.
"En af de store udfordringer er de eksisterende bygninger og deres store andel af CO2-udslippet. Her er der behov for massive og koordinerede informationskampagner, der kan påvirke vores adfærd, men samtidig er det centralt med incitamenter som eksempelvis tilskud, hvis vi skal lykkes med at skubbe til udviklingen," siger Leif Petersen..
Udover vidensdeling og diskussion om fremtidens miljø- og klimaarbejde byder konferencen på en række workshops og foredrag.
Læs mere på www.greencities.dk.