Ny teknologi skal reducere luftforurening og støj
Virksomheder, der arbejder med nye innovative løsninger inden for luftforurening og støj, får nu mulighed for at søge tilskud til test, demonstration og videreudvikling af nye teknologier. Det skriver Miljøministeriet.
Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) har sammen med Konservative og Dansk Folkeparti besluttet at udmønte en del af de 120 millioner kroner fra aftalen om fremme af miljøeffektiv teknologi til konkrete projekter, der skal reducere luftforureningen og begrænse gener fra støj. Aftalen betyder, at der blandt andet bliver afsat 7 millioner kroner til teknologier, der kan begrænse udslippet af de sundhedsskadelige kvælstofoxider fra skibe og fra biogasfyrede gasmotorer samt begrænse luftforureningen fra køretøjer og fra energianlæg, der fyrer på biomasse. Derudover har parterne afsat 2,5 millioner kroner til projekter med blandt andet støjisolerende vinduer. Troels Lund Poulsen siger: Nye miljøteknologier skal være med til at løse de miljøproblemer, vi står med. Det gælder også den sundhedsskadelige luftforurening. Derfor glæder jeg mig over, at vi nu kan iværksætte en række projekter, hvor nye teknologier bidrager til at begrænse udslippet af kvælstofoxider og partikler. Projekterne er et vigtigt bidrag til afprøvning og udvikling af nye miljøteknologier - og til efterfølgende at få dem ud på markedet"