14.06.2016  |  Samfund

Organisationers opfordring til regeringen: Sådan skal dansk CSR styrkes

Virksomhederne bag 92-gruppen har sendt et åbent brev til erhvervs- og vækstministeren med anbefalinger til, hvordan regeringen kan styrke de danske virksomheders samfundsansvar.

Greenpeace og Folkekirkens Nødhjælp er blandt de organisationer, der er gået sammen om et åbent brev til Troels Lund Poulsen med anbefalinger til hvordan regeringen skal styrke dansk CSR.

92-gruppen, der består af en række danske civilsamfundsorganisationer, som sammen danner et forum for bæredygtig udvikling, har sendt et åbent brev til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V), hvor der bliver givet en række anbefalinger til regeringens arbejde med de danske virksomheders samfundsansvar.

I brevet beretter gruppen om den positive udvikling, der er sket både nationalt og internationalt over de seneste ti år, når det kommer til virksomhedernes CSR–indsats, men påpeger derefter, at der stadig skal arbejdes hårdt for at fremme ansvarlig virksomhedsadfærd både inden- og udenfor EU’s grænser.

Hvem står bag brevet?

Afrika Kontakt

Amnesty International Danmark

Care

Danmarks Naturfredningsforening

Dansk Ornitologisk Forening/BirdLife Danmark

Det Økologiske Råd

FN-forbundet

Folkekirkens Nødhjælp

Greenpeace

IBIS

IWGIA

Mellemfolkeligt Samvirke

Sex og Samfund

U-landsforeningen Svalerne

Verdens Skove

WWF Verdensnaturfonden

På den baggrund giver sammenslutningen af organisationer i alt fire anbefalinger, der, ifølge 92-gruppen, vil styrke regeringens indsats for at få forretning og bæredygtig udvikling til at gå hånd i hånd.

1. Fremme ansvarlig virksomhedsadfærd med respekt for internationale standarder og retningslinjer i forbindelse med udviklingen af relevante politikker i Danmark, EU og FN. 

Med internationale standarder og retningslinjer henvises der her til blandt andre FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP), OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder og internationale miljøaftaler.

Under dette punkt bliver der endvidere lagt op til et specifikt fokus på den såkaldte due diligence (nødvendig omhu), der kort fortalt betyder, at virksomheder skal lave ordentlige analyser af deres risici og negative påvirkninger på menneskerettigheds-, miljø- og korruptionsområdet samt adressere og rapportere åbent om disse.

2. Sætte fokus på behovet for bæredygtighed og respekt for menneskerettigheder i virksomheders ageren for at indfri FNs nye verdensmål for bæredygtig udvikling.

Brevets anden anbefaling går på at inddrage virksomheder i arbejdet for at få FN’s verdensmål implementeret og opnået inden for de næste 15 år. For at dette skal lykkedes, pointerer 92-gruppen, kræver det fokus på klima- og miljøbeskyttelse, respekt for menneskerettigheder, ansvarlig skattepraksis, fattigdomsorientering samt ansvarlig afrapportering og resultatmåling.

3. Fremme efterlevelsen af virksomheders leverandørkædeansvar.

Under dette tredje punkt opfordres der til, at regeringen sætter fokus på at sikre bæredygtige, globale leverandørkæder med respekt for internationale menneskerettigheds-, miljø- og klimastandarder. Det indbefatter også, at der arbejdes på at sikre offentliggørelse af leverandørlister og transparens i forhold til virksomheders leverandørkæder.

4. Fremme ansvarlige og bæredygtige danske investeringer med global effekt.

For at sikre, at danske investeringer i globale virksomheder og projekter er ansvarlige, opfordrer 92-gruppen i det sidste punkt til en revision af de nuværende, officielle retningslinjer for ansvarlige investeringer, så de også tager hensyn til FN’s minimumsforventninger.

Læs også: Ny klimarapport giver grønne anbefalinger

92-gruppen består af i alt 23 danske miljø- og udviklingsorganisationer, som sammen arbejder for at fremme en global og bæredygtig udvikling. Gruppen blev dannet i forbindelse med FN’s Miljø- og Udviklingskonference i Rio de Janeiro i 1992, hvorfor gruppen også hedder det den gør.

-CHM

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere