Partnerskaber - fra udfordringer til fælles værdiskabelse
I ny læringsrapport giver 32 civilsamfundsorganisationer, virksomheder og deres lokale partnere et samlet billede af de udfordringer og barrierer, der kan stå i vejen for succesfulde partnerskaber. Særligt fem forhold gør sig gældende i rapporten.
Kort om de fem forhold:
1. Tænk ikke business as usual - strategiske partnerskaber skal ses som innovative processer med fokus på at identificere det strategiske overlap mellem de to partnere, fælles mål, roller og ansvar, processer og forankring i organisationen.
2. Involvèr de lokale partnere og andre, der får gavn af projektet, så tidligt i processen som muligt.
3. Vurdèr og skab enighed om de faktiske behov hos den gruppe af mennesker, der skal have gavn af partnerskabet. Der skal være balance i, hvad begge partnere ønsker at få ud af partnerskabet.
4. Den nødvendige finansiering skal sikres fra start, herunder fordeling af ressourcer og tid.
5. Opbakning fra ledelse og nøglepersoner er essentiel for partnerskabets succes.
Læringsrapporten er et delresultat i Røde Kors projekt om Fremtidens partnerskabsmodeller for strategisk CSR mellem virksomheder og CSOer. Det overordnede formål med projektet er at udvikle en fælles guideline for fremtidige innovative partnerskaber. Projektet løber over tre år og er støttet af DANIDA, og foregår i tæt samarbejde med Deloitte Sustainability.
Visionen bag projektet er at fremme forretningsdrevet samfundsansvar hos danske virksomheder og CSOer, der bidrager til bæredygtig og ansvarlig vækst i udviklingslande.
Strategiske partnerskaber er et nødvendigt værktøj til at håndtere de komplekse humanitære og miljørelaterede udfordringer, som vi møder hver dag. Vores sektor kan via erhvervspartnerskaber få adgang til ny teknologi, produkter, infrastruktur og kompetencer, der kan understøtte vores aktiviteter. Virksomheder kan via et partnerskab bl.a. få indblik i nye forretningsstrategiske muligheder, adgang til nye markeder og segmenter eller få hjælp til at håndtere risici, f.eks. i leverandørkæden. På den måde bruger vi hinandens kernekompetencer bedst muligt, forklarer Anders Ladekarl, Generalsekretær i Røde Kors.
Læringsrapporten danner baggrund for næste del af projektet, nemlig udviklingen af selve guidelinen for fremtidens partnerskaber. Partnerskabsguidelinen vil give konkrete anbefalinger, skabeloner og eksempler på, hvordan virksomheder og CSO kan udvikle og skabe succesfulde partnerskaber.
Guidelinen vil være tilgængelig for alle interesserede i 2016.