Politisk ros til gratis energitjek
Alle boligforeninger i København har nu mulighed for at få energitjekket bygninger og installationer ganske gratis. Det medfører rosende ord fra politikerne.
Københavns Kommune står overfor lidt af en udfordring. Inden 2016 skal kommunens CO2-udledning nemlig nedsættes med 20 %. Det er en opgave, der kræver mange bidrag, og et af de mere væsentlige steder at spare på CO2-udledningen er hos boligforeninger. Derfor falder det i endog meget god jord, at alle almene københavnske boligforeninger nu kan få udført et gratis energitjek af deres bygninger.
Det er et flot initiativ, og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme. Der er i høj grad brug for at det ikke bare er tomme ord, men at der kommer noget handling bag, siger Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt.
Socialdemokraterne kom i sommers med deres energiplan, der blandt andet indeholdt gratis energitjek af private bygninger, og her er man derfor også meget positive over for tiltaget.
Det har en enorm betydning i det store billede. Besparelsespotentialet i forbindelse med renoveringer er kæmpestort i Danmark, og så er det jo en måde at spare på, som ikke giver dårligere velfærd, siger miljø- og klimaordfører for Socialdemokratiet, Mette Gjerskov.
Det gratis energitjek kan hjælpe til at fortælle de enkelte foreninger, hvordan de bedst kan nedsætte energiforbruget ved mere eller mindre simple renoveringer. Tjekket kan bestilles på hjemmesiden Energihjem.dk, og det udføres af det rådgivende ingeniørfirma Focus2.
-AK