16.03.2018 | Navnenyt

Rambøll-chef bliver ny formand for FRI - Foreningen af Rådgivende Ingeniører

Ib Enevoldsen

På generalforsamlingen i FRI har medlemsvirksomhederne torsdag den 1. marts valgt ny formand, og det blev Ib Enevoldsen, administrerende direktør for Rambøll i Danmark.

Den rådgivende ingeniørbranche har peget på Ib Enevoldsen som ny formand. Han afløser den 1. marts Carsten Toft Boesen fra NIRAS, som har været formand siden 2015.

”Jeg er rigtig glad for, at jeg får muligheden for at bidrage til at sikre gode rammevilkår for branchen. Både for branchens store rådgivere og for de mange højt specialiserede mindre rådgivere, som hver dag stiller sin nationale og internationale viden til rådighed for kunder,” siger Ib Enevoldsen.

Ib Enevoldsen har været 1. næstformand i FRI siden 2017 og er desuden bestyrelsesmedlem i DI Rådgiverne. Han er uddannet civilingeniør og ph.d og har mere end 20 års erfaring som leder – senest som administrerende direktør for Rambølls danske forretning med 3.500 medarbejdere. Han har markeret sig i debatter og fora om Københavns udvikling, en infrastrukturvision for Danmark, og hvad Danmark kan gøre for at sikre højt kvalificeret arbejdskraft og sin konkurrencedygtighed.

FRI-fokus på aftalevilkår, digitalisering og arbejdskraft
Ib Enevoldsen forventer, at de vigtigste dagsordener i den kommende tid bliver afslutning på forhandlingerne af de nye aftalevilkår for branchen og sikring af, at de anvendes uden fravigelser, digitalisering af byggeriets værdikæde, og at der er tilstrækkeligt med ingeniører og naturvidenskabelige kandidater på arbejdsmarkedet. 

På den korte bane vil især de nye aftalevilkår mellem bygherrer, rådgivere og totalentreprenører (ABR 18 og AB 18) betyde forandringer for alle parter i branchen.

”Fælles kendte og entydige aftalevilkår sikrer fair konkurrence, lavere tilbudsomkostninger, bedre samarbejde og færre konflikter. De gevinster, vi som branche får, høster vores kunder og samfundet også, og det glæder jeg mig til aktivt at bidrage til kommer til at ske, ” siger Ib Enevoldsen.

FRI har omtrent 300 medlemsvirksomheder, som i 2016 omsatte for 25 mia. kroner i Danmark og i udlandet. 

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere