08.12.2015  |  Strategi & ledelse

Indspark: Sådan skaber du buy-in på CSR

Social business ekspert Tania Ellis, The Social Business Company, giver her 5 praktiske råd til, hvordan du som CSR forandringsagent kan få ledelse og kollegaer til at engagere sig i virksomhedens samfundsansvar.

Selvom mange virksomheder er i fuld gang med at systematisere deres arbejde med CSR, er det ikke altid ensbetydende med, at det er en disciplin som ledelsen eller resten af organisationen har købt ind på.

Så hvad kan du som CSR forandringsagent gøre for at få både ledelse og kollegaer til at engagere sig i virksomhedens CSR-agenda? Her er fem gode råd:

#1 – Forstå kulturen i virksomheden
Rigtig mange bruger tid på at udarbejde strategier og målsætninger for CSR-indsatsen. Men når det er tid til at få strategier og mål til at leve i praksis, kuldsejler de gode intentioner ofte. Mange overser nemlig det allervigtigste: kulturen i virksomheden.

Hvilke (u)formelle magtstrukturer, hvilket sprog, hvilke symboler, historier og ritualer er der eksempelvis i virksomheden? Dette er afgørende for, hvordan du kan sælge CSR-budskaberne ind.

På uddannelsen Sustainable Business Change Manager bruger vi selv bl.a. værktøjet Competing Values Framework til at kortlægge kulturen i deltagernes virksomheder. Prøv selv værktøjet hér - det giver indblik i bl.a. organisationens forandringsparathed, ledelsesstil og værdier.

#2 – Kend dine interne interessenter
Der bliver ofte gjort meget ud af at kortlægge virksomhedens eksterne interessenter. Men som CSR forandringsagent skal du bruge lige så meget krudt på detaljerne i den interne interessentanalyse.

Kortlæg fx hvem der har høj/lav interesse og høj/lav indflydelse - hvem kan være potentielle allierede og modstandere? Så får du overblik over, hvem du med fordel kan invitere med ombord, og hvem du måske skal vente med at involvere i CSR-arbejdet.

Én af de ting, vi også tit rådgiver CSR-ansvarlige at gøre er at interviewe hver enkelt beslutningstager for at få indblik i deres holdninger, prioriteringer og sprogbrug. Det kan give vigtige indsigter, som du bl.a. kan bruge når du skal tilrettelægge valg af ord og argumenter til din CSR business case.

#3 – Find en brændende platform – eller skab en vision
At tænke CSR ind som en del af forretningen kræver ofte forandringer i fx arbejdsgange, ja måske endda en hel ny måde at tænke forretning på. Så hvordan overbeviser du ledelsen eller andre i organisationen, at disse forandringer er nødvendige?

Det er her, at den ”brændende platform” kommer ind i billedet. Er der fx dårlige økonomiske resultater, dalende image, medarbejderflugt, stigende priser på ressourcer, mistede leverandøraftaler, lav innovationskraft eller andre faktorer, der presser forretningen?  Dette kan være din løftestang til at sælge CSR-agendaen ind.

Men en positiv vision for fremtiden kan også være en måde at få organisationen med ombord. Hvad er det vi ønsker at være kendt for – hvad er det for en virksomhed, vi ønsker at være om 5-10-20 år?

#4 – Brug både rationelle og emotionelle argumenter

Ofte ser jeg, at der bliver brugt en del energi på at kvantificere CSR-arbejdet. Men for at få buy-in på CSR skal du sørge for at opbygge troværdige argumenter, der taler til både hjerne og hjerte.

Sørg for at have gode, fængende historier fra det virkelige liv, der viser hvilken effekt jeres CSR-indsats har/kan have. Men sørg selvfølgelig også for at have tal og fakta, der kan bakke den emotionelle historie op.

Hvorfor det er vigtigt med begge dele, kan du læse mere om i mit tidligere blogindlæg: Skab en helstøbt business case for CSR

#5 – Start med de lavt hængende frugter
CSR kan være så mange ting – lige fra fokus på medarbejdertrivsel, miljøindsatser og leverandørstyring til produktudvikling, forbrugerbranding og kommunikation.

Langt de fleste virksomheder er derfor allerede godt i gang med CSR – de har måske bare har kaldt det for noget andet.

Start derfor med at identificere det, I allerede gør godt, eller fokusér på nye CSR-aktiviteter der hurtigt kan implementeres. Skab synlighed omkring resultaterne – og sørg for at fejre dem! Det kan give energi og mod i organisationen til at sætte flere nye CSR-tiltag i søen.

Andre indlæg fra Tania Ellis
Sådan vælger du den rette forretningsstrategi
CSR chef eller forandringsleder?

Mere fra Tania

Tania Ellis

Special Advisor, Speaker and CEO

Tania Ellis har en Executive MBA og 24 års ledelseserfaring fra det private erhvervsliv. De seneste 12 år som leder af egen foredrags-, kursus- og rådgivningsvirksomhed, The Social Business Company, som over årene har samarbejdet med en lang række af Skandinaviens mest respekterede virksomheder og organisationer med fokus på koblingen mellem forretning, samfundsansvar og innovation. Prisbeløn…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere