10.10.2016  |  Menneskerettigheder

Indspark: Se de nye Verdensmål i lyset af menneskerettighederne

Mange virksomheder er med god grund forvirrede over mængden af retningslinjer, standarder, mål og initiativer. For hver gang der kommer nyt til, er det som om, alt andet sættes til side, og så er der et nyt buzzword at forholde sig til.

Verdensmålene, som lige har fejret et års fødselsdag, er et godt eksempel. Men de betyder ikke, at menneskerettighederne skal glemmes. Tværtimod. For hvis vi skal nå Verdensmålene, kan det kun ske side om side med menneskerettighederne.

Det vil nemlig ikke være muligt at nå for eksempel mål 4 om gode uddannelsesmuligheder, hvis menneskerettighederne om tid, adgang og prioritering af uddannelse ikke respekteres. Og vi kan ikke indfri mål 8 om ordentlige arbejdsforhold, hvis vi ikke samtidig skaber et ikke-diskriminerende miljø på arbejdspladsen, god oplæring samt sikre og sunde forhold. Og vi kommer ikke i land med mål 16 om fred, retfærdighed og stærke institutioner, hvis vi ikke bekæmper korruption, sikrer ytringsfrihed, og sørger for at domstolene fungerer effektivt og fair.

Do no harm kommer først

Mens vi i Danmark har implementeret menneskerettighederne og håndhæver dem, gør det sig desværre ikke gældende alle steder i verden. Den virkelighed er virksomheder tvunget til at forholde sig til. Særligt siden 2011, hvor FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, samt opdateringen af OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder trådte i kraft.

Det bekræftes yderligere af Dante Pecse, medlem af FN’s arbejdsgruppe for menneskerettigheder og erhverv, der på et event arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Industri 16. september netop pointerede, at ”do no harm” kommer først.

For mens Verdensmålene viser de udfordringer og muligheder som verden står overfor, er respekt for menneskerettighederne midlet til at nå i hus med Verdensmålene. Og det er her, virksomheder skal vende deres gængse risiko-billede om, så de ikke blot ser på, hvad der kan ramme virksomheden, men også hvilke risici virksomheden kan påføre andre. Det kaldes ’due diligence’, og indebærer en proaktiv styring af virksomhedens indvirkning på personer og samfund, som potentielt kan medføre krænkelse af menneskerettighederne.

Den private sektor tager styringen – men stikker ikke folk blår i øjnene

Ansvarlig virksomhedsadfærd indebærer ofte mere end blot at overholde lovene. Især i lande hvor lovgivningen er svag.

Derfor ser vi også i stigende grad, at due diligence integreres i eksisterende processer i virksomheden. Og her kan Verdensmålene og respekt for menneskerettighederne passende gå hånd i hånd.

Det kan for eksempel være ved, at muligheder i et nyt marked også ses i forhold til, hvordan man kan tilgodese køn, alder og fysisk formåen. At udvælgelse af nye leverandører eller samarbejdspartnere også inkluderer en undersøgelse af forholdene hos partneren og mulighed for overførsel af teknologisk viden. Eller at en markedsanalyse inkluderer, hvordan det nye innovative grønne produkt vil påvirke lokale leverandører.

Når det så er sagt, skal vi heller ikke være hysteriske eller stikke folk blår i øjnene.

Verdensmål er virksomhedernes nøgle

Virksomheder kan ikke redde hele verden, eller spille politi, når myndigheder er korrupte, og ikke kan finde ud af at håndhæve egen lovgivning.

Virksomheder kan heller ikke tvinge leverandører til højere lønninger eller arbejdsstandarder, der ligger langt over lokalt niveau. Det ikke bare udvander myndighedernes rolle. Det skader også konkurrenceevnen, og fratager dermed danske virksomheders muligheder for at påvirke positivt der, hvor de gør forretning.

Et grundigt blik på de 17 Verdensmål og de tilhørende 169 indikatorer, kombineret med en god politik og interne processer, der også vender blikket udad mod egen indvirkning på andre, er nøglen til at være på rette vej.

Selv om det nogle gange bliver solgt, som om det er raketvidenskab at integrere menneskerettighederne eller Verdensmålene i en virksomhed, er det ikke tilfældet. I DI står vi klar med konkret rådgivning, og virksomheder er altid velkomne til at rette henvendelse, hvis de har spørgsmål.

Læs mere om eventet 16. september, og se flere film med gode råd fra virksomheder og eksperter her:

http://di.dk/Marked/CSR/FNs-b%C3%A6redygtighedsm%C3%A5l/SDG-events/Pages/HumanRightsandtheSustainableDevelopmentGoals.aspx

Mere fra Christine

Christine Jøker Lohmann

Chief Policy Advisor, DI

Christine Jøker Lohmann is Chief Policy Adviser at the Confederation of Danish Industry since 2009. She provides Danish companies with advisory concerning CSR trends, laws and practices in the framework of ILO, EU, UN and OECD guidelines. In addition, Ms. Lohmann conducts CSR training on issues such as human rights, anti-corruption and whistleblowing policies, and have worked with the…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere