Socialt ansvarlig entreprenør hædres som årets bæredygtige frontløber

Torsdag d. 29. oktober blev spændingen udløst, da Building Green og InnoBYGs fagjury løftede sløret for årets vinder af Det Bæredygtige Element: Byggefirmaet LOGIK & CO. Firmaet blev bl.a. hyldet for sin flerstrengede tilgang til bæredygtighed, der inkluderer en socialt ansvarlig medarbejderpolitik.

"Det Bæredygtige Element” overrækkes til LOGIK & CO. på Building Green d. 29. oktober 2015.

For andet år i træk udgjorde et stuvende fuldt Building Green i Forum i København d. 29. oktober den imponerende kulisse for uddelingen af en af byggeriets mest eftertragtede priser, Det Bæredygtige Element. Prisen tildeles firmaer, ildsjæle, produkter eller projekter, som fortjener anerkendelse, fordi de har medvirket til at fremme bæredygtighed i byggeriet, inspireret branchen og været et eksempel til efterfølgelse.

Med bæredygtige værdier på ladcyklen
Årets vinder blev byggefirmaet LOGIK & CO., som lægger stor vægt på såvel sociale som miljømæssige aspekter i sin forretning og tidligere har modtaget erhvervslivets ridderkors som rollemodel for byggebranchen.

- Vinderen har en flerstrenget tilgang til bæredygtighed og er et ægte foregangseksempel for andre aktører i byggeriet. Motivationen for fagjuryens vurdering skal ses ud fra, at bæredygtighed er en integreret del af virksomhedens værdier, hvilket selvfølgelig kommer til udtryk i forhold til den sociale tilgang og de praktiske byggetekniske løsninger.

Således forklarer formand for fagjuryen bag kåringen af Det Bæredygtige Element, partner i Henning Larsen Architects Signe Kongebro, om begrundelsen for, at fagjuryens valg faldt på netop det københavnske byggefirma.

- Årets vinder har desuden plads til kreativ tankegang, og virksomheden kan bryste sig af at have udtænkt den såkaldte håndværkercykel, således at parkering i byen bliver lettere og miljøpåvirkningen fra transport bliver reduceret. Men en af de væsentlige årsager er, at Logik & Co. er et byggefirma, hvor kvalitet og respekt for de byggetekniske værdier er gennembrydende værdier, og firmaet er centralt placeret i den byggemæssige værdikæde med mulighed for at påvirke den bæredygtige dagsorden, lød det yderligere i Signe Kongebros begrundelse.

Anerkendelse af over 25 års arbejde med bæredygtighed
For LOGIK & CO. hersker der ikke tvivl om betydningen af, at byggefirmaet har fået tildelt Det Bæredygtige Element 2015. Daglig leder Balder Johansen fra LOGIK & CO. udtaler i den forbindelse:

- Vi er glade for anerkendelsen af vores håndværk og byggearbejde. Håndværkerne i LOGIK & CO. har mere end 25 års erfaring med at tænke bæredygtighed ind i alle elementer af byggeriet. Vi tænker mennesket først, når vi bygger. Vores opgave er at flytte grænser, tænke nyt og åbne muligheder for bæredygtig social forandring, siger han og fortsætter:

- Bæredygtigt byggeri skal gavne både bymiljøet, kunder, beboere, brugere og naturligvis også de håndværkere, der bygger. Derfor har LOGIK & CO. ligeløn, ligestilling og medbestemmelse som bærende værdier i firmaet. Vi uddanner mange lærlinge, har et godt arbejdsmiljø og finder også plads til dem bagerst i køen. Det er bæredygtigt byggeri for os.

Ud over LOGIK & CO. var der fire nominerede til Det Bæredygtige Element ud af et samlet ansøgerfelt på 25 indstillinger. De øvrige nominerede til prisen var projektet Green Footprints Park, der som delelement i Green Solution House på Bornholm demonstrerer løsninger inden for genbrug og klimasikring. Derudover virksomheden TagTomat, som med fokus på social bæredygtighed og økologi skaber grønne oaser for fællesskab i byens rum. Desuden projektet Den Grønne Friskole, der sætter bæredygtige materialer og processer samt minimalt energiforbrug og social bæredygtighed i centrum. Og endelig de diffusionsåbne konstruktioner i det Åndbare Hus, der sikrer overholdelse af bygningsreglementets tæthedskrav samtidig med, at huset kan ånde. Dermed reduceres behovet for energi til mekanisk ventilation.

Det Bæredygtige Element blev stiftet af Building Green og innovationsnetværket InnoBYG i 2014. Årets pris blev kåret af en fagjury, som ud over formand Signe Kongebro bestod af stadsarkitekt Tina Saaby Madsen fra Københavns Kommune, formand i tænketanken URBAN Niels Bjørn, seniorforsker og Ph.D. Harpa Birgisdottir fra Statens Byggeforskningsinstitut, strategisk projektchef Lone Feifer fra VELUX Group samt netværksleder Kasper Lynge Jensen fra InnoBYG.

"Det Bæredygtige Element” overrækkes til LOGIK & CO. på Building Green d. 29. oktober 2015.

Fakta om vinderen af Det Bæredygtige Element 2015:
LOGIK & CO. er et københavnsk byggefirma, der laver alt fra ophængning af hylder til totalrenoveringer. Firmaet har eksisteret i mere end ti år med ligeløn, hvor byggeledelsen, administration, svende og arbejdsmænd får samme løn.

Firmaets håndværkere udfører klassiske renoveringer og kreative nybygninger og har stor erfaring med miljørigtigt byggeri på alle områder. Rådgivning, håndværk og anbefalinger tager altid afsæt i solidt håndværk og velafprøvede bæredygtige byggeløsninger. For LOGIK & CO. er det vigtigt at uddanne mange lærlinge – særligt unge fra lokalområdet og fra grupper, der normalt har svært ved at finde en læreplads.

09.02.2018Building Green

Sponseret

Anden gang i Aarhus: Building Green samler branchens bedste

06.02.2018Building Green

Sponseret

Fokus på træ i byggeriet

23.01.2018Building Green

Sponseret

Se hele programmet på Building Green Aarhus 2018

16.01.2018Building Green

Sponseret

Building Green Aarhus: Vær klar til programmet

10.01.2018Building Green

Sponseret

Pop-up seminar: Cirkulær økonomi i byggeriet

09.01.2018Building Green

Sponseret

Vær hurtig - Book stand på Building Green Aarhus 2018