04.05.2017  |  Medarbejder

Stigende tendens til sexchikane på arbejdspladsen

Flere bliver udsat for sexchikane på arbejdspladsen, viser ny undersøgelse. Det er et problem, vi er nødt til at tage alvorligt for at kunne skabe en kulturændring, mener ny Kvinfo-direktør.

Flere bliver udsat for sexchikane på arbejdspladsen, skriver Avisen.dk. Det viser en ny, omfattende undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Tallene, der er baserer sig på besvarelserne fra 50.000 arbejdstagere mellem 18 og 64 år, viser, at 3,7 procent har været udsat for sexchikane på jobbet inden for det seneste år. I 2014 var det tal 3,1, og i 2012 havde kun 2,8 procent oplevet seksuel chikane.

Tallene viser en lille, men stabil, stigning. Og det er noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt, mener videnscentret Kvinfos nye direktør, Henriette Laursen.

”Jeg tror, at man mange steder ser igennem fingrene med sexchikane, fordi man ser det som et udtryk for dansk sarkasme og dansk frigjorthed, så selvom kvinder oplever det og sætter ord på det, skal der rigtig meget til, før det bliver set som et reelt problem”, siger Henriette Laursen til Avisen.dk.

”Desværre ved vi også, at der er rigtig store mørketal, og at der både i det strafferetslige system og i det faglige system er store problemer med at få taget de her sager op”, tilføjer hun.

Læs også: Diversitet: Nyt værktøj kan give virksomheder nødvendigt skub

Ifølge Kvinfo-direktøren er der to aspekter af sexchikaneproblematikken, der skal sættes fokus på. Det ene handler om at få skabt en kulturændring med grænser for hvilken adfærd, der er acceptabel. Den anden handler om, hvordan man på arbejdspladsen håndterer sager om sexchikane.

Derfor mener hun også, det er vigtigt, at man som ledelse reagerer på det her ved eksempelvis at få lavet nogle klare politikker på området.

DA: Sexchikane er ikke et stort problem
Hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA) oplever man dog ikke sexchikane som en stor udfordring.

”Og sager håndteres ganske udmærket, når de opstår. Det må være op til den enkelte arbejdsplads eventuelt i samarbejde mellem ledelsen og medarbejderne, om man vil nedskrive en politik. Men det, at du nedskriver en politik, kan ikke i sig selv hindre sexchikane”, siger Trine Hougaard, chefkonsulent hos DA, til Avisen.dk.

Læs også: Dansk Supermarked Group tilbyder integrationsgrunduddannelse

Undersøgelsen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser desuden, at sexchikane er mest udbredt i jobgrupperne social- og sundhedsassistenter, specialpædagoger, portører, sygeplejersker og farmakonomer. Modsat oplever journalister, malere, bygge- og anlægsarbejdere, jord- og betonarbejdere samt smede i lavest grad at blive udsat for sexchikane.

Læs mere om undersøgelsen 'Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2016’.

-CHM  

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere