09.10.2017  |  Klima, miljø og energi

Store tøjkæder topper ny Sustainable Cotton Report

Ifølge en ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden rangerer især de store tøjkæder højt, når det handler om at fremme bæredygtighed inden for produktionen af bomuld.

For nylig kunne WWF Verdensnaturfonden i samarbejde med udviklingsbureauet Solidaridad og velgørenhedsorganisationen Pesticide Action Network UK udgive rapporten Sustainable Cotton Report.

Heri er store tøjgiganter som H&M, Nike og Adidas kåret til nogle af de førende, når det kommer til at fremme bæredygtighed inden for produktionen af bomuld.

Læs også: Timberland vil skabe ny bomuldsforsyningskæde i Haiti

Med rapporten er formålet blandt andet at øge fokus på behovet for en mere bæredygtig praksis i bomuldsproduktionssektoren, ved at fremhæve de virksomheder, der bidrager med den største indsats:

”High Street-brands er uden tvivl de første, der bliver angrebet af NGO’er, så deres engagement tog fra start af udgangspunkt i ønsket om at håndtere deres omdømme. Men nu har de indset, at bæredygtighed inden for bomuldshandlen også handler om at sikre fremtidig forsyning. Det er meget vigtigt for dem, at der stadig dyrkes bomuld om 30 år, hvis de skal sikre deres forretning”, fortæller Isabelle Roger, der er global programme manager for Solidaridad, til Business of Fashion.

Ifølge Richard Holland fra WWF er der ingen grund til, at store virksomheder ikke kan matche tøjgiganter som H&M og Nike, hvorfor han påpeger, at man via programmer som Better Cotton Initiative (BC) kan få en masse information, erfaring og råd om at købe mere bæredygtigt bomuld.

Læs også: Bestseller-kæde vil undgå giftigt bomuld

Vil fordoble bæredygtig bomuld inden 2020
Bomuldsmarker fylder mere end 30 millioner hektar af verdens landbrugsjord, og materialet udgør en tredjedel af alle de fibre, der bruges i tekstilindustrien. Men bomuldsproduktion er plaget af overdreven brug af pesticider, gødning og vand, såvel som problematiske arbejdsvilkår, skriver Fashionforum.dk:

”Den største ændring, vi har set, er antallet af virksomheder, der offentliggør tidsbundne forpligtelser til at benytte bæredygtig bomuld”, siger Isabella Roger og forklarer, at alle de førende modemærker i rapporten har sat sig mål for at fordoble brugen af bæredygtig bomuld inden 2020 eller tidligere, mens virksomheder som Asos og Gap har offentliggjort bæredygtighedsløfter inden for brugen af bomuld allerede i år.

De 75 virksomheder (38 flere end i 2016), der fremgår i 2017-rapporten, er blevet rangeret efter deres oprettelse og implementering af politikker inden for området, samt sporbarheden i deres forsyningskæde.

- EL

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere