Svanen skal markedsføre Norden
Fremover skal Svanen også brande Norden i udlandet. Det fremgår af en ny vision for miljømærket Svanen, der er vedtaget af de nordiske miljøministre.
Det nordiske miljømærke Svanen er et af de bedst kendte i verden, fastslog en engelsk undersøgelse forrige år. Men det kan blive bedre endnu, mener de nordiske miljøministre, som nu har vedtaget en ny vision for Svanen.
I 2015 skal Svanen være et af de mest effektive forbrugerpolitiske redskaber i verden til at skabe et bedre miljø.
Svanen skal inspirere andre miljømærker til at opstille skærpede krav til mærkningen og samtidig styrke sin profil som et redskab for en klimasmart indsats for øget bæredygtighed.
Med andre ord skal Svanen flyve foran og give forbrugerne endnu tydeligere valgmuligheder. Det gælder ikke blot i forhold til den enkelte forbruger, men også med hensyn til grønne offentlige indkøb.
Koordination mellem Svanen og Blomsten
Samtidig skal samarbejdet med erhvervslivet og producenterne styrkes. Miljømærkning ses i visionen nemlig også som et effektivt konkurrenceparameter i en stadig mere miljøbevidst verden. Det skal tænkes ind i det fremtidige arbejde med Svanen, som også i højere grad skal koordineres med EU's Ecolabel.
Det nordiske miljømærkningsnævn, som administrerer Svanen på vegne af Nordisk Ministerråd, får i 2011 en øget bevilling på cirka 1,5 millioner danske kroner til at sætte skub i visionsarbejdet.
Miljøministrene har bedt om en økonomisk analyse af den nordiske miljømærkning i 2011 og afventer derudover en midtvejsevaluering af den nye vision for Svanen i 2013.
-KPE