Troldtekt udvider produktionen med bæredygtige tiltag
Troldtekt skruer over de næste tre år op for kapaciteten på virksomhedens fabrik i Troldhede. De nye investeringer er klimavenlige og dermed i tråd med virksomhedens Cradle to Cradle-strategi og mål om at reducere CO2-aftrykket.
Troldtekt øger fabrikskapaciteten i den vestjyske by Troldhede, hvor al produktion af virksomhedens akustikløsninger finder sted. Udvidelsen på 30-40 procent er motiveret af den stigende efterspørgsel på det danske marked og en langsigtet satsning på nære eksportmarkeder.
I tråd med virksomhedens strategiske fokus på Cradle to Cradle er der tale om klimavenlige fabriksinvesteringer blandt andet en ny, energibesparende tørreovn, der reducerer CO2-aftrykket.
Værdiskabende køreplan frem mod 2022
Udvidelsen og de nye faciliteter bidrager dermed til at nå målene i Troldtekts Cradle to Cradle-køreplan, som beskriver virksomhedens bæredygtige og værdiskabende initiativer frem mod 2022.
Af køreplanen fremgår det blandt andet, at Troldtekt i perioden 2012-2022 vil halvere CO2-belastningen per produceret kvadratmeter, ligesom virksomheden vil være selvforsynende med vand til produktionen.
Det strategiske fokus på bæredygtighed og Cradle to Cradle i alle hjørner af virksomheden var baggrunden for, at Troldtekt ved CSR Awards i efteråret 2014 modtog CSR Awards Strategy Prize.