14.11.2014  |  Strategi & ledelse

Indspark: Virksomheder skal adressere global ungdoms-arbejdsløshed

Indhold fra partner Hvad er dette?

Danske virksomheder har en fantastisk mulighed for at investere i uddannelse af udsatte unge i udviklingslande og demonstrere, at deres samfundsansvar går længere end til at producere bæredygtighedsrapporter i genbrugsmaterialer.

Ungdomsarbejdsløsheden er alarmerende høj. Næsten 75 millioner unge er arbejdsløse, men ser man på økonomisk inaktive unge, det vil sige unge, som hverken er i arbejde eller i uddannelse, er tallet over 350 millioner. Det svarer til, at intet mindre end hver fjerde ung er økonomisk inaktiv. Over 90 procent af de økonomisk inaktive unge lever i udviklingslandene.

I regeringens udviklingspolitiske prioriteter for 2015 lægges der vægt på jobskabelse – især for unge. I Red Barnet hilser vi denne dagsorden velkommen. Ungdomsarbejdsløsheden er en global udfordring, som vi er nødt til at adressere.

Over de kommende fem år skal der skabes mere end 200 millioner job på globalt plan. Det svarer til, at der skal skaffes over tre millioner job hver måned. Samtidig skriger virksomheder på kvalificeret arbejdskraft. Dette paradoks er ikke mindst tydeligt i udviklings- og mellemindkomstlande, hvor myndighederne ikke i tilstrækkelig grad leverer uddannelser, der matcher markedet. Men paradokset kan overvindes.

Danske virksomheder, der opererer på disse markeder, har en fantastisk mulighed for at investere i uddannelse af udsatte unge og dermed demonstrere, at deres samfundsansvar går længere end til at producere bæredygtighedsrapporter i genbrugsmaterialer. Det er godt for de unge, og det er godt for virksomhederne.

Gå sammen med en NGO
Men hvordan skruer man en uddannelse sammen? For virksomheder kan dette være en næsten umulig opgave at løfte. Derfor kan det være en rigtig god idé at alliere sig med en NGO med ekspertise på området.

Læs også: Kunsten at samarbejde med en NGO

I Red Barnet har vi mange års erfaring i at samarbejde med virksomheder og uddannelsesinstitutioner om uddannelse og jobskabelse for udsatte unge og konkret adressere virksomheders behov for kvalificeret arbejdskraft. Vi har for eksempel samarbejdet med dele af den skandinaviske tekstilindustri omkring uddannelse og jobskabelse for udsatte unge i Bangladesh.

Modellen er simpel. Udsatte unge gives et skoleforløb, hvor de i de første seks måneder opgraderer deres matematik-, læse- og skrivefærdigheder. De lærer om deres rettigheder og de forventninger, der er til dem på en arbejdsplads. Efterfølgende kommer de på teknisk skole, hvor de over et halvt år oplæres i et specifikt håndværk. Uddannelsen er tilrettelagt i tæt samarbejde med de internationale og lokale virksomheder, Red Barnet og samarbejdspartnere. Samarbejdet sikrer, at uddannelsen matcher efterspørgslen. Efter teknisk skole placeres de unge i praktikforløb hos de lokale virksomheder, hvor de får praktisk erhvervserfaring og efterfølgende tilbudt fast job hos de pågældende virksomheder.

Mere motiverede unge
Modellen virker, fordi virksomhedernes samfundsansvar integreres i kerneforretningen. Virksomhederne oplever, at de unge, der har været igennem forløbet, er mere motiverede og produktive, og de avancerer hurtigere i virksomheden end de øvrige medarbejdere.

Samtidig er der færre arbejdsulykker, dels fordi vi stiller krav om arbejdsmiljø og sikkerhed, dels fordi sikkerhed er en integreret del af uddannelsen. Hvis virksomhederne tager et reelt ansvar, kan det således bidrage positivt til bundlinjen. Som Red Barnet er vi naturligvis ikke sat i verden for at hjælpe virksomheder med bundlinjer – for os er det et spørgsmål om at ændre fremtiden for udsatte unge – unge som fortæller os, at de nu via et job kan spare op og medfinansiere søskendes uddannelse.

Det, synes vi faktisk, er et ret godt makkerskab – og derfor synes vi, at det er vigtigt at bringe det danske erhvervsliv og civilsamfundsorganisationers kompetencer i spil som led i jobskabelse i udviklingslandene. 

Kilder: World Economic Forum - Global Agenda Councils -Youth Unemployment Visualization 2013, ILO: World of work Report 2014.

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere