Virksomheder uforberedte på klage-institution
Første november åbner regeringens nye mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. Men meget få virksomheder er klar til at håndtere de krav, som institutionen skal håndhæve, vurderer CSR-ekspert.
Torsdag åbner Mæglingsinstitution for Ansvarlig Virksomhedsadfærd, som skal behandle sager om virksomheder, der eksempelvis krænker menneskerettigheder eller medvirker til korruption.
Dermed risikerer danske virksomheder, som findes skyldige i brud på ansvarlig virksomhedsadfærd, at deres sag bliver offentliggjort, og at de skal kompensere den forurettede part.
Læs også: Ole Sohn nedsætter mæglings-og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd
Den nye virkelighed er meget få af virksomhederne klar til, mener CSR-ekspert Sune Skadegaard Thorsen, der er direktør i virksomheden Global CSR. Han peger på, at virksomhederne ganske enkelt ikke lever op til kravene bag de retningslinjer, den nye institution skal håndhæve.
Meget få danske virksomheder er på plads endnu. Kun et par håndfulde er undervejs. Men der er kun én vej, og det er frem. Så må virksomhederne krydse fingre for, at der ikke kommer nogen klager imens, siger Sune Skadegaard Thorsen til Mandag Morgen.
Læs også: Sohn vil sikre ansvarlig vækst
Omfattende dokumentationskrav
Den store udfordring skyldes, at det at være en ansvarlig virksomhed i dag indebærer, at virksomheden skal kunne dokumentere, at den respekterer menneskerettighederne. Dermed skal virksomhederne have processer, der sikrer og dokumenterer, at de lever op til det krav.
Netop dokumentationen er en omfattende øvelse, mener Susanne Stormer, der er global chef for bæredygtighed hos Novo Nordisk.
Læs også: Regeringens mæglings- og klageinstitution møder kritik
Det her er ikke bare noget, man lige gør, og så er det overstået. Vi har for eksempel for vores 40.000 underleverandører lavet en såkaldt due dilligence og kortlagt dem alle ud fra deres risikoprofil blandt andet på menneskerettigheder, siger Susanne Stormer til Mandag Morgen.
Det her fordrer en kortlægning af alle virksomhedens aktiviteter ud i alle led i værdikæden. Den er vi i fuld gang med, for at afdække, hvor der kunne være steder, vi ikke til fulde lever op til respekten for menneskerettigheder, understreger Susanne Stormer.
Mæglingsinstitutionen er baseret på OECDs Guidelines for Multinational Enterprises, som Danmark er forpligtet til at følge.
-LA