16 cyklister planter et træ
En ny miljø- og motionskampagne opfordrer alle til at bruge cyklen og registrere de cyklede kilometer på nettet. For hver 16. deltager i kampagnen plantes ét nyt træ.
Snup cyklen. Så sparer man CO2, bliver sundere og er med til at plante nye træer. Det er det enkle budskab bag kampagnen Challenge16, som lanceres af danske Plant et Træ og Arena365.com. Initiativet er dansk, men kampagnen er international.
Det skal være enkelt at gøre en forskel. De fleste har en cykel, og hvis du hopper på cyklen i stedet for at sætte dig bag rattet i dagligdagens småture, kan du faktisk spare en del CO2. Samtidig planter vi nye træer, og da træer absorberer CO2, er det et regnestykke med et godt resultat, fortæller informationschef i Plant et Træ, Bjørn Døssing.
Challenge16- konceptet er enkelt; brug cyklen og registrér de cyklede kilometer på challenge16.dk. Så tælles det hele sammen. For hver 16. deltager plantes ét nyt træ. Challenge16 peger frem mod klimatopmødet COP16 i december 2010. På Challenge16.dk kan man hele tiden holde øje med hvor mange kilometer, og ikke mindst træer, der er cyklet ind til klimaet. På kampagnesitet kan man også opmåle sine ruter og få gode, konkrete råd om, hvordan man skærer ned på CO2-udslippet og får mere motion ind i hverdagen. Challenge16.dk lanceres på dansk og engelsk 16. marts og løber frem til 16. november 2010. Det er gratis at deltage.
-JR