4 barrierer for socialøkonomiske virksomheder

Det nationale forskningscenter for velfærd, SFI, er Danmarks største forskningsmiljø på velfærdsområdet. Forskningscentret fungerer som en uafhængig enhed under Socialministeriet og har til opgave at udføre velfærdsforskning i tæt samarbejde med relaterede faglige miljøer på tværs af universiteterne.

Blandt sin megen forskning stod SFI i 2013 bag rapporten ”Socialøkonomiske virksomheder i Danmark. Når udsatte bliver ansatte”, som Frederik Thuesen sammen med 5 andre forskere var forfatter af. Rapporten er en kortlægning af socialøkonomiske virksomheder i Danmark, og den ser nærmere på virksomhederne og deres ansattes karakteristika samt samarbejdet mellem dem og det offentlige, og endelig potentialerne i den nye virksomhedstype og de barrierer, der eksisterer for virksomhedernes trivsel.

En simpel løsning
For Frederik Thuesen, der er forskningsleder i Afdeling for Beskæftigelse og Social Inklusion på SFI, er det paradoksalt, at mens de socialøkonomiske virksomheder ser sig som en samarbejdspartner til den offentlige sektor, opstiller netop den sektor en række forhindringer for virksomhederne. Konkret peger han på fire punkter, hvor den offentlige sektor kan styrke samarbejdet med de socialøkonomiske virksomheder, og den første handler om noget så banalt som at åbne dørene: ”Den største udfordring for de socialøkonomiske virksomheder er helt klart samarbejdet med kommunerne. Det, vi kan se, er, at nogle kommuner foretrækker at samarbejde med forholdsvis få virksomheder, og de socialøkonomiske virksomheder er fortrinsvist ret små med i gennemsnit 19 ansatte hver, heraf 5 på særlige vilkår. Det kan derfor være svært for dem at trænge igennem til kommunerne, og de ender ofte hos tilfældige sagsbehandlere, som de så skal starte forfra med.”

Som en simpel løsning på det problem anbefaler Frederik Thuesen, at kommunerne udpeger særlige jobkonsulenter til at specialisere sig i at samarbejde med den type virksomheder. Jobkonsulenterne skal følge virksomhederne, så de ved, hvilke udfordringer de står over for, og de behov de har, og derudfra kan yde dem den virksomhedsrettede service, de har brug for.

Som den næste udfordring rammer de socialøkonomiske virksomheder ofte en mur i de offentlige udbud, hvor de nemt risikerer at blive valgt fra på prisen. ”Vi kan se, at kommunerne oftest vælger det økonomisk mest fordelagtige tilbud, fordi det siger EU’s udbudsregler, at de skal,” fortæller Frederik, som dog ser store forskelle kommunerne imellem: ”Nogle kommuner fortolker reglerne meget forsigtigt, mens andre går lidt længere i fortolkningen og vurderer tilbuddene på en bredere bane, hvor de også skeler til de sociale udgifter, de sparer, når de vælger en socialøkonomisk virksomhed i forhold til virksomheder, der ikke tager et samfundsansvar i samme omfang ved at ansætte udsatte grupper.”

Kritik af rimelighedskravet
Det sted i undersøgelsen, der nok rettes den mest vedvarende og hårdeste kritik imod, er omkring rimelighedskravet – det, at der skal være mindst fem ordinært ansatte pr. person, der er ansat i virksomhedspraktik eller med løntilskud, hvis virksomheden har mellem 0 og 50 ansatte. Intentionen med kravet er, at personer fx i løntilskud ikke må fortrænge ordinært ansatte, og at virksomheder ikke skal kunne bruge ansættelse af udsatte grupper som en vej til at opnå en konkurrencefordel.
”Der var mange ledere af socialøkonomiske virksomheder som i undersøgelsen gav udtryk for stærk utilfredshed med rimelighedskravet, fordi de personer, som virksomhederne beskæftiger, ofte har nedsat arbejdsevne, og i mange tilfælde kan det kun lade sig gøre at have dem ansat, hvis de kommer med et tilskud,” siger Frederik Thuesen.

Den sidste barriere, Frederik Thuesen nævner, får én til at slå sig for panden, for det handler om noget så selvfølgeligt som rettidig betaling: ”Nogle af de socialøkonomiske virksomheder oplever, at kommunerne er ret langsommelige med deres udbetalinger af refusion, og man kan godt få den tanke, at kommunerne bruger virksomhederne som en form for bank ved at forsinke betalingerne. Da de fleste af den her type virksomheder er små og har en lille egenkapital, er de meget afhængige af at få pengene til tiden, og forsinkelserne rammer dem hårdere, end kommunerne nok er klar over.”

Et betydeligt potentiale
Selv om de socialøkonomiske virksomheder som hovedregel er små, og de endnu er få i antal – undersøgelsen fandt kun 115 virksomheder – mener Frederik Thuesen ikke, at man skal forklejne deres betydning: ”Det her er virksomheder med en særlig mission – de kæmper jo for den gode sag. Som jeg ser det, er deres potentiale betydeligt, fordi de er med til at gøre arbejdsmarkedet mere rummeligt. Almindelige virksomheder er ikke i samme grad gearet til at rumme de personer, de socialøkonomiske virksomheder tager. Der er ingen snuptagsløsninger, og i mine øjne har de potentialet til at gøre velfærdssamfundet mere velfungerende.”

Responsible Entrepreneurs-konferencen satte for en dag rampelys på store som små sociale entreprenører og centrale NGO’er, som virker for og understøtter virksomheder med socialt samfundssind. Foruden Frederik Thuesen havde dagen indlæg ved socialborgmester i København Jesper Christensen og praktiske cases: Arriva, G4S, NCC, Creativ Company, Allehånde, Social Foodies, High:five, AskovFonden og Kofoeds Skole, samt miniseminarer ved blandt andet CABI, Den Sociale Kapitalfond, CSR LINK og Media Now i samarbejde med Buddha Bikes. Dagens præsentationer, herunder Frederik Thuesens, kan findes på www.csr-link.dk.