21.02.2013  |  Kommunikation

5 hurtige til DI´s direktør Thomas Bustrup om social business

Hvad er social business og hvad betyder det for virksomheder? Kan man tale om profit og social business i én og samme sætning? Direktør fra Dansk Industri svarer.

CSR.dk har stillet fem hurtige spørgsmål til direktør i DI, Thomas Bustrup, der giver sit bud på, hvad social business er kort fortalt.

Hvad får virksomhederne ud af social business?
Social business-modellen kan fungere som inspiration til virksomheder i forhold til, hvordan man på en og samme tid kan drive en sund forretning og løse et samfundsmæssigt problem.

For virksomheder som Danone og Adidas, der har arbejdet sammen med Muhammed Yunus om social business projekter, er det en separat del af forretningen, men der er klare "spillovers" til andre forretningsområder. På den måde kan man gøre sig nogle vigtige erfaringer eksempelvis om at drive forretning i udviklingslande.

Læs også: Opfinderen af social business vil ikke møde kritisk journalist

Hvordan definerer DI social business?
Vi arbejder ikke med en meget afgrænset definition, for vi synes, at der skal være plads til mange forskellige modeller. Men når det er sagt, skal der være tale om en bæredygtig forretningsmodel, som løser et samfundsmæssigt problem eller på anden vis har en positiv effekt på særlige befolkningsgrupper, for at man kan kalde det social business.

Hvorfor er social business vigtigt for en virksomhed?
Det er det heller ikke nødvendigvis for alle virksomheder. Men for virksomheder med lysten til at udvikle en forretning på baggrund af et socialt eller miljømæssigt formål er det en meget nyttig model.

"Jo større profit, jo bedre muligheder har virksomheden for at investere og udvide og på den måde få positiv indflydelse"

Thomas Bustrup

Hvordan hænger social business sammen med, at en virksomheds formål er at skabe profit?
Hele pointen med social business er, at man forener de to formål, så man løser et socialt eller miljømæssigt problem gennem en kommercielt bæredygtig forretningsmodel. Jo større profit, jo bedre muligheder har virksomheden for at investere og udvide og på den måde få positiv indflydelse på endnu flere mennesker.

Jeg synes, social business giver rigtig god mening som et alternativ til non-profit organisationer, der også gør et godt og vigtigt stykke arbejde, men som ofte er afhængige af bidragydere og skal bruge en del tid på fundraising.  

Læs også: Opfinderen af social business er i Danmark

Om social business

  • Muhammed Yunus modtog i 2006 Nobels Fredspris for sin forretningsfilosofi ”Social Business”
  • Social business handler ifølge Muhammed Yunus om at lave virksomheder, der ikke har til formål at skabe vækst for sine ejere, men derimod at løse sociale problemer
  • DI afholdte 28. januar 2013 en konference i samarbejde med Danida , hvor Muhammed Yunus var hovedtaler

Hvordan skaber social business forretning for virksomhederne?
Virksomhederne skal selv skabe forretningen, og det er ofte hårdt arbejde. Hvis vi eksempelvis taler om at drive social business i udviklingslandene, er det typisk noget med at udvikle et produkt (eksempelvis en særligt næringsrig fødevare) til en befolkningsgruppe, der ikke har særligt mange penge, og som er svære at nå, fordi der ikke er et fungerende distributionssystem.

Der er en masse behov i udviklingslandene, men at omdanne disse behov til markeder er en stor udfordring, og det kræver en del ressourcer at nå ud til så mange forbrugere, at du kan få en levedygtig forretning ud af det. Men det er præcis hvad Muhammed Yunus har gjort, og det er derfor, han er så inspirerende.
 

Læs mere om social business og Muhammed Yunus på DIs hjemmeside her og på Muhammed Yunus' egen hjemmeside her.

Mere fra Kristine

Kristine Kaalund

  • Horisont Gruppen a/s
Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere