Alt for få ambitiøse klimamål
Kun to ud af ti CO2-reduktionsmål fra udviklingslandene er ambitiøse nok til at ramme Københavnerakkordens målsætning om en maksimal stigning i Jordens temperatur på to grader.
På decembers klimatopmøde i København, COP15, nåede de mange deltagere frem til det, der nu betegnes Københavnerakkorden, og som et centralt punkt indeholder ambitionen om, at begrænse den samlede temperaturstigning på Jorden til maksimalt to grader Celsius i forhold til det nuværende niveau. Den ambition har det i midlertidig ikke alt for godt; dertil er de CO2-reduktionsmål, som indtil 55 lande har offentliggjort simpelthen for utilstrækkelige. Det konkluderer forskningsprojektet Climate Action Tracker (CAT), der som navnet antyder holder øje med de forskellige landes mål for reduktion i drivhusgasudslip.
Ifølge CAT står det specielt slemt til omkring udviklingslandene, hvor kun to lande ud af ti Norge og Japan har fremlagt løfter, som forskerne vil betegne som tilstrækkelige (sufficient). For resten af landenes vedkommende er målene så tilpas uambitiøse, at det samlede regnskab ifølge CAT peger på en samlet temperaturstigning i 2100 på over tre grader.
Blandt de udviklede lande befinder den store gruppe af europæiske nationer, EU27 (herunder Danmark), sig i et mellemleje; gruppens nuværende løfte om en reduktion på 20 % er utilstrækkeligt, men hæves dette, som foreslået i København, til 30 %, vil EUs mål bevæge sig op i kategorien tilstrækkelig om end heller ikke mere. For lande som USA, Canada, Rusland og New Zealand skal der nye mål på bordet, før et tilsvarende ryk kan komme på tale.
Hos udviklingslandene udpeger Climate Action Tracker Costa Rica og Maldiverne som rollemodeller. Begge nationer har således lovet at blive CO2-neutrale omkring 2020. I den høje ende af skalaen findes desuden Brasilien, Indien og Indonesien, mens eksempelvis Kina stadig har lang vej igen.
-AK