23.11.2020  |  Samfund

Altinget: Regeringen vil droppe offentlig støtte til Cabi

Indhold fra partner Hvad er dette?

I jagten på konsulentbesparelser lægger regeringen op til at fjerne bevillingen til Cabi, som rådgiver virksomheder og kommuner med at hjælpe socialt udsatte i job. Tunge aktører advarer imod besparelser, skriver Altinget.

Cabi har siden 2002 understøttet kommuner og virksomheders indsats med at hjælpe socialt udsatte i job, men i regeringens finanslovsudspil står Cabi til at miste hele den offentlige bevilling på 18 millioner kroner, som udgør knap to tredjedele af dets fulde finansiering, skriver Altinget.dk

Ea Nielsen er souschef hos Cabi og lægger ikke skjul på, at situationen lige nu er ekstremt presset.

"Hvis vi mister hele vores offentlige bevilling, vil vi skulle lave fuldstændig om på hvilken type organisation, vi er. Vi er afhængige af den bevilling for at kunne tilbyde alle de gratis ydelser, som virksomheder og kommuner gør flittigt brug af," siger hun til Altinget.dk.

Ramt af sparekrav på konsulenter

Besparelserne på Cabi begrundes ud fra regeringens vedtagne strategi om, at staten skal spare på eksterne konsulenter.

Begrundelsen vækker dog undren hos Radikale, som ved finanslovsbordet kæmper for at bevare bevillingen til Cabi.

Det er nemlig kun knap ti procent af Cabis indtægter, som kommer fra konsulentbistand - hvoraf kun en mindre del går til staten.

Beskæftigelsesordfører Samira Nawa frygter, at en komplet lukning af offentlig støtte de facto vil være en lukning af Cabi.

"Det virker mærkeligt i det hele taget at anskue Cabi som nogen, der yder konsulentbistand. Det er jo åbenlyst, at de har fokus på de allermest udsatte på kanten af arbejdsmarkedet, og det kan jo ikke være rigtigt, at det er viden på det område, der skal lade livet, fordi regeringen har forpligtet sig på at skære på konsulentydelser," siger hun til Altinget.

Også Venstre kritiserer i Altinget regeringens ønske om at trække den offentlige bevilling til Cabi.

"Det er Venstre meget imod. Vi skal tværtimod gøre mere for at skabe et rummeligt arbejdsmarked, og der spiller Cabi en meget vigtig rolle," siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil "af hensyn til den politiske proces" ikke gå i nærmere detaljer om drøftelserne om de offentlige bevillinger.

Organisationer bakker op om Cabi

Regeringens intention om at spare på Cabi medfører også stærke reaktioner uden for Chrisitansborg.

Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, KL, Danske Handicaporganisationer og Lederne har indsendt et støttebrev til fordel for Cabi.

Her beskriver de Cabi som "en vigtig aktør i arbejdet med at fremme rummeligheden på arbejdsmarkedet og virksomhedernes sociale engagement", og appellerer til, at Cabi også kan fortsætte deres arbejde.

Mere information

Læs hele artiklen hos Altinget (kræver login)

Læs støttebrev fra DA, FH KL, Danske Handicaporganisationer og Lederne

Giv din støtte til Cabi - Skriv under her

Tags: Cabi

Mere fra Cabi

Cabi

http://www.cabiweb.dk/

Cabi er et nonprofit videnshus med bevilling fra Beskæftigelsesministeriet. Vi arbejder for et socialt ansvarligt arbejdsmarked, hvor mennesker og virksomheder lykkes. Det gør vi ved at stille brugbar viden og operationelle værktøjer til rådighed for virksomheder og kommuner, der ønsker at fremme: Udsatte menneskers muligheder for job og uddannelse…

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere