03.06.2013  |  Kommunikation

Indspark: Ambitiøse CSR-mål er den nye tendens

Dong Energy, Ikea, Grundfos og Nokia tør sætte ambitiøse CSR-mål og udfordrer på den måde den gængse nordiske måde at arbejde med CSR.

Imponerende resultatmål for arbejdet med CSR og bæredygtighed har givet globale virksomheder som Philips og Unilever bunker af positiv omtale og placeret dem først i hukommelsen hos mange CSR-folk - og højt på de lister, der udpeger frontløberne, som fx Global100  og The 2013 Sustainability Leaders.

Men virker tilgangen med de ambitiøse og langsigtede resultatmål også i Skandinavien? Eller er de generelt uforenelige med nordisk forretningskultur, som nogle hævder? Og er det årsagen til, at kun tre af OMXC20-indeksets nitten virksomheder sætter resultatmål i forhold til mennesker, miljø og profit, der rækker mere end fem år ud i fremtiden?

I en ny rapport, som Salterbaxter har gennemført, tager vi temperaturen på debatten. Vi har talt blandt andre med Grundfos om deres tilgang til CSR; vi vurderer forskellige frontløberes strategier over for hinanden og diskuterer, hvordan nordiske virksomheder klarer sig i en international sammenligning.

Virksomheder skiller sig ud
Vores konklusion? En række virksomheder som Dong Energy, Ikea og Grundfos og Nokia skiller sig ud og går ikke af vejen for at sætte ambitiøse (og internt angstprovokerende?) mål. De udfordrer ganske enkelt standardfortællingen om nordisk forretningskultur.

På den anden side er store resultatmål ikke i sig selv nok til at udgøre en troværdig og værdiskabende bæredygtighedsstrategi. Der er ingen mirakel-opskrift, men derimod flere forskellige veje til vinderstrategier. En anden vej baserer sig på et stærkt og motiverende grundlæggende formål for virksomheden – en ’purpose’, der giver virksomheden en berettiget og begæret rolle i verden, i dag og i morgen. Denne raison d’être skal dog suppleres med konkrete og meningsfulde resultater i virkelighedens verden, så den ikke ender med at få en modtagelse som Danske Banks New Normal, New Standards-strategi.

Om Troels Børrild og Salterbaxter

  • Troels Børrild er ansvarlig for den Nordiske afdeling af engelske Salterbaxter Communications, der rådgiver danske og internationale virksomheder om bæredygtighedsstrategi og -kommunikation.
  • Salterbaxter's kundeliste tæller virksomheder som Mærsk, LEGO, H&M, adidas, Coca-Cola Enterprises, Philips, Marks & Spencer og BP. Troels arbejder med virksomheder som FDB, ØK, KONE, Saab, Trafigura, The Absolut Company, Huhtamäki, Trelleborg, samt Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Tendensen er ambitiøse mål
Når det er sagt, er der ikke tvivl om at de internationale tendenser går i retning af, at lederskab indenfor CSR og bæredygtighed kræver ambitiøse resultatmål. Men hér er der såmænd også håb forude selv for selv de mere risiko-uvillige virksomheder. For med lidt mere hjemmearbejde indenfor metoder til socio-økonomisk effektmåling, kan de være mere fremme i skoene – og stadig beholde skindet på næsen. Der sker en masse på dette felt, og vi giver et par eksempler i rapporten.

Her er 8 tricks til at sætte værdiskabende resultatmål indenfor CSR:

  1. De førende virksomheders resultatmål er med til at drive vækst og forretningsfordele
  2. De er helhedsorienterede og dækker hele virksomhedens væsentlige effekt på mennesker, miljø og økonomi.
  3. De er integreret i virksomhedernes eksisterende ledelsesprocesser og informerer beslutninger i hele værdikæden fra innovation til kunde-interaktion med videre.
  4. De er drevet af virksomhedens strategi og grundlæggende (sociale) formål.
  5. De er en kilde til inspiration for alle interessenter.
  6. De anerkender vigtigheden af samarbejde og partnerskaber.
  7. De er i stigende grad baseret på beviser for meningsfulde bidrag til samfundet.
  8. Og de indeholder målsætninger, som virksomhederne ikke nødvendigvis selv ved, hvordan de skal indfri - ubekendte som hæver ambitionsniveauet op over, hvad der er muligt at levere på den korte bane.

Du kan downloade rapporten hér, der beskriver cases fra Philips, Puma, DONG Energy, CleanStar Mozambique, Grundfos, Standard Chartered, Unilever med flere.

Hvad synes I? Kan imponerende resultatmål levere værdi for danske virksomheder?

Mere fra Troels

Troels Børrild

Senior Policy & Advocacy Advisor

Relatively human and into project sustainable business.10+ years of experience working for inspiring clients at various consultancies and agencies in Denmark and abroad. Now working for ActionAid Denmark, but still a 'better business consultant' at heart and in actions.

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere