Event
Ansvarlig virksomhedsadfærd – hvorfor og hvordan?
Global Compact Network Denmark* og Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd (NCP Danmark)** inviterer til arrangement om ansvarlig virksomhedsadfærd.

I takt med at forbrugere, medarbejdere, investorer og samarbejdspartnere i stigende grad har fokus på bæredygtighed og samfundsansvar, er flere danske virksomheder begyndt at tænke ansvarlig virksomhedsadfærd ind i kerneforretningen. Kravene til virksomhedernes arbejde med grundlæggende ansvarlighed står beskrevet i FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv samt OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. Et centralt begreb i retningslinjerne er due diligence, der er en proces for, hvordan man kan minimere risikoen for negativ indvirkning på menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption (de samme områder som Global Compact’s 10 principper er baseret på). Men mange virksomheder er stadig i tvivl om, hvordan man kommer i gang med processen, hvad processen indbefatter og hvor langt virksomhedernes ansvar rækker.
Dagens arrangement fokuserer på de grundlæggende forventninger til danske virksomheders ansvarlige virksomhedsadfærd og giver deltagerne mulighed for at gå i dialog og lære af hinanden. Deltagerne vil få indblik i processerne i praksis fra Arla og EKF, der vil dele ud af deres erfaringer med implementeringen af en due diligence proces.
*Global Compact Network Denmark (GCDK) er det lokale netværk for danske virksomheder og organisationer, der har forpligtet sig til at arbejde med ansvarlighed og bæredygtighed efter de 10 principper i FN’s Global Compact. Med afsæt i disse principper og FN’s verdensmål arbejder vi for at inspirere og facilitere danske virksomheders arbejde med social ansvarlighed og bæredygtighed som værdiskabende for både forretningen og samfundet. Med sine 380 medlemsvirksomheder og -organisationer er GCDK det største danske netværk for ansvarlige virksomheder.
**Mæglings- og Klageinstitutionen for Ansvarlig Virksomhedsadfærd (NCP Danmark) er Danmarks nationale OECD kontaktpunkt for ansvarlig virksomhedsadfærd har bl.a. til opgave at udbrede kendskabet til OECD’s Retningslinjer For Multinationale Virksomheder.