Bæredygtige materialer hitter hos tøjproducenter
Plantebaseret nylon vinder frem inden for tekstilbranchen. Det understreger Outdoor-mærket Yeti, der lancerer to jakker i det grønne materiale.
Der er efterspørgsel efter det grønne alternativ, hos både forbrugere og tøjproducenter. Dunspecialisten Yeti lancerer nu en jakke, der er baseret på en ny slags plantebaseret nylon. Den miljøvenlige nylon går under navnet Next To Nature og er fremstillet på planteolie i stedet for traditionel råolie.
Læs også: Dansk tøjfirma stryger til tops i grøn verdenselite
Planteolien udvindes af Ricinius-planten, der dyrkes primært på brakjord i tørre områder. Derudover kræver planten mindre sprøjtegift end andre planter, da den ikke kan spises.
Det plantebaserede nylon giver samtidig jakken en naturlig høj vandafvisende effekt og egner sig derfor godt til outdoor-jakker.
Læs også: Dansk børnetøj nomineret til Nordisk Råds natur- og miljøpris
Yetis bæredygtige jakker har allerede høstet anerkendelse for det innovative produkt og design. Virksomheden har blandt andet vundet Outdoor Industry Award 2013 Gold på branchemessen OutDoor 2013.
De plantebaserede nylon-jakker kommer i butikkerne i 2014 i både en dame- og en herremodel.