24.05.2016  |  Klima, miljø og energi

Bæredygtigt træ er byggebranchens nye CSR mulighed

Indhold fra partner Hvad er dette?

Med Go2Wood initiativet samler Chora Connection en bred vifte af aktører fra træ- og byggeindustrien til et styrket samarbejde om bæredygtigt og danskproduceret træ. Hør Chora Connection fortælle om Go2Wood på CSR i Praksis-konferencen d. 2/6

For Chora Connection er konkrete adfærdsændringer – fysiske såvel som bevidsthedsmæssige - en nødvendighed, hvis Danmark skal blive mere bæredygtigt og resilient.

Det er som led i denne vision, at Chora Connections arbejde for at styrke samarbejdet og kommunikationen mellem de mange aktører i træ og byggeindustriens værdikæde, skal ses. Initiativet hedder Go2Wood, og målet er at knytte leddene fra træproduktion til færdig bygning og alle aktørerne herimellem sammen, for både at styrke Danmarks lokale produktion af træ og for at øge brugen af bæredygtigt træ sourcet fra udlandet i den danske byggebranche.

”Vi arbejder med en holistisk approach til hele værdikæden i træ- og byggeindustrien” siger David Goehring, som er projektleder på Go2Wood, og fortsætter: ”Det er et spørgsmål om at få alle aktører i værdikæden til at samarbejde om at producere og bruge bæredygtigt træ i byggeri. I dag er værdikæden præget af dårlig kommunikation og meget lidt samarbejde. ”

Udfordringen er, at Danmarks store forbrug af træ til for eksempel biobrændsel, langt overgår vores beskedne produktion af træ. I Danmark er 12 procent af landet dækket af skov, mens man i Sverige, Norge og Finland finder 30 gange mere skov på et tilsvarende areal. Dette gør ifølge David Goehring  Danmark til: ”En af de største importører af træ i Europa, men en af de mindste producenter af træ i Europa”. 

Fokus på bæredygtighed fører nye potentialer med sig for træ- og byggeindustrien
Go2Wood er drevet af de uudnyttede potentialer, som en øget produktion af dansk træ og brug af bæredygtigt træ kan føre med for klimaet og mennesker såvel som for virksomheder. David Goehring fortæller, at en øget produktion og brug af bæredygtigt træ er godt for klimaet, fordi det optager og binder carbon – også når det indgår i byggeri. Desuden et det godt for miljøet, hvis vi kan styrke biodiversiteten, og der er potentialer for lokal jobskabelse, hvis træproduktionen i Danmark øges. Endelig viser studier, at brugen af træ i byggeri både skaber bedre indendørsklima og mere langtidsholdbart byggeri.

Vil man som virksomhed i træ – eller byggeindustrien sikre sig en konkurrencemæssig fordel, og styrke sin CSR-profil, kan brugen af bæredygtigt træ ifølge David Goehring ydermere være vejen frem: ”Brugen af dansk produceret og bæredygtigt træ kan ses som et forsigtighedsprincip til klima- og miljømæssige problemstillinger, som de forskellige aktører i værdikæden kan konkurrere på, og det vil utvivlsomt give nogle aktører en konkurrencemæssig fordel.”

Go2Wood hjælper til at opfylde FN’s bæredygtighedsmål
Med vedtagelsen af FN’s 17 bæredygtighedsmål sidste år, har kritikerne af den grønne omstilling fået det sværere, mens det er vand på møllen for de bæredygtige, siger David Goehring. Han peger også på den tydelige sammenhæng mellem flere af bæredygtighedsmålene og Go2Wood initiativets målsætninger. Mål nummer 15 har for eksempel overskriften ”Life on Land”,  og beskæftiger sig med nødvendigheden af at bekæmpe skovrydning, styrke bæredygtig skovforvaltning og bevare biodiversiteten, hvilket Go2Woods målsætninger i høj grad understøtter. Også andre mål rammer plet, når det kommer til den bæredygtige dagsorden og træ i byggeri: mål 8 om ”Decent work and economic growth”, nr. 9 om ”Industri, innovation and infrasture”, og det 11. mål om ”Sustainable cities and communities”.

Herved hjælper Go2Wood de mange involverede virksomheder med at se sig selv i kontekst af  bæredygtighedsmålene og til at indfri dem. 

Prototyper på fremtidens bæredygtige byggeri
I samarbejde med de 26 partnere i Go2Wood initiativet har Chora Connection fundet to prototyper, som viser, hvordan træ kan bruges mere bæredygtigt i byggeindustrien i Danmark. Den første prototype er en skyskraber bygget i træ med fordele for både miljøet og økonomien. Prototype 2 handler om, hvordan man udvikler fremtidens arbejdspladser i og omkring de danske skove i samarbejde med en række danske kommuner. Projektet er dog ikke lukket land for de få, understreger David Goehring og oplyser, at de, som gerne vil med på vognen eller bare høre mere om det, får muligheden, når Chora Connection i efteråret 2016 afholder en stor konference, hvor der arbejdes videre med prototyperne.

På CSR i Praksis-konferencen d. 2. juni faciliterer David Goehring fra Chora Connection en paneldebat bestående af repræsentanter fra FSC Danmark, SPARK/BCORP Danmark og en dansk møbelproducent, alle aktører der medvirker i Go2WOOD initiativet. Ekspertpanelet vil diskutere CSR i små og mellemstore virksomheder i træ- og byggeribranchen, samt komme med perspektiver på nye værktøjer til at måle og sikrer effektivitet og autencitet, når der bygges.

CSR i Praksis-konferencen, som videndelings- og netværksinitiativet CSR LINK står bag, sætter med den nye klimaaftale og de 17 globale bæredygtighedsmål som bagtæppe fokus på ”Drivere for SMV’ernes CSR” gennem gæstetaler, paneldebat, seminarer og masser af konkrete cases fra SMV'ernes egne rækker. Konferencen byder på såvel inspiration og indspark som løsninger og redskaber til det praktiske arbejde med CSR for store som små virksomheder, videncentre, NGO’er, rådgivere og alle andre med interesse for CSR.

Se program og tilmelding på http://www.csr-link.dk/?page_id=1050

Tags: CSR LINK

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere