Bedre tøjkultur efterlyses

af CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

Se virksomhedsprofil  

Vesten har brug for en mere cirkulær tilgang til sit tøjforbrug og ikke bare dumpe sit overforbrug i bl.a. Afrika, mener debattør. Foto: Flickr/David Chao

Tidligere på året besluttede de fem medlemsstater i East African Community, der består af Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda og Burundi, sig for, at man kollektivt vil stoppe importen af brugt tøj fra den vestlige verden. Et forbud kan blive virkelighed i 2019, skriver Sustainable Brands.

Læs også: Dell og den cirkulære økonomi

LÆS OGSÅ

Klima, miljø og energi

17.03.2023 | Af Kinnarps A/S

Er møbler bæredygtige bare fordi de indgår i en cirkulær model?

Cirkulær økonomi har for alvor skabt momentum i samfundet, virksomheder og organisationer med henblik på miljøet, mennesker og mangel på ressourcer. Dét og forståelsen af at den lineære ”udvind-producér-køb-smid-ud” tankegang ikke er holdbar. Derfor bliver den lineære model i stigende grad erstattet med den cirkulære, der holder materialer i værdikæden for at mindske CO2-emissioner, forurening og ressourcespild. Et udbredt fokus er bl.a. affaldssortering, genanvendelse og genbrug af eksisterende materialer, der ellers kan blive til affald.

Indhold fra partner

Med forbuddet håber man at kunne revitalisere de enkelte landes tøjindustrier og på den måde skabe både arbejdspladser og eksportmuligheder. Godt nok er der mange handlende på markedspladser i de fem lande, der i dag tjener penge på det donerede tøj fra Vesten, men regeringerne håber, at en genrejst tøjproduktion vil kunne skabe mindst lige så mange og ikke mindst bedre job med mere stabile indkomster.

Om forslaget i sin nuværende form kan blive til virkelighed, er svært at spå om, skriver debattøren Kelsey Halling på Sustainable Brands. Alligevel mener hun, at bare forslagets eksistens i sig selv er interessant på indtil flere niveuaer.

På handelsfronten tjener udspillet til endnu engang at belyse nogle af de ”utilsigtede konsekvenser ved ellers velment udenlandsk hjælp”. Uganda importerer eksempelvis 1.500 ton brugt tøj om året alene fra USA og sammenlagt estimerer man, at genbrugstøj sidder på 81 procent af landets marked, hvilket selvsagt ikke efterlader meget spillerum til lokale producenter. Og i Kenya er billedet det samme; før i tiden sørgede tekstilsektoren for arbejde til omkring en halv million mennesker, i dag er man nede på 20.000.

Lige så interessant er imidlertid perspektivet for de vestlige lande. For hvad nu hvis vi ikke bare kan ”læsse vores brugte tøj af på de fattige, hvad skal vi så gøre med det?” spørger Kelsey Halling.

Affald som ressource med værdi
Gennemsnitsamerikaneren smider over 30 kilo tøj ud om året, og i takt med at lavprissalget fortsat stiger, så ”har vi brug for at finde et bedre sted” af gøre af de billige impulsindkøb. Lande som Uganda, Haiti og Indien skal ikke – og siger måske også snart tak til at – være depot for vores overforbrug.

Derfor efterlyser Kelsey Halling en mere ansvarlig tilgang til tøjforbrug i Vesten over en bred kam. Tiltag som take-back-programmer og udlejning af festtøj er allerede ved at vinde frem, og også på den videnskabelige front er der bevægelse.

Med teknologi som fibergenbrug er det muligt at skabe nyt stof i høj kvalitet ud af aflagte jeans, bluser osv., og på den baggrund forudser Halling at det inden for en overskuelig fremtid vil være muligt at lukke kredsløbet for tøjfibre. Men det sker kun, hvis vi ”går væk fra den lineære brug og smid væk-model og begynder at betragte vores ’affald’ som en ressource med værdi”.

Som et eksempel på denne mere cirkulære tilgang peger hun på sin egen start-up, tøjmærket Thread, der opfordrer forbrugeren til at sende sit brugte tøj tilbage til dem, når det er udtjent. Tøjet er fra start lavet af bl.a. brugte vandflasker, der er indsamlet, forarbejdet, blandet med bomuld og syet til en trøje, og derfor er det ”alt for værdifuldt til at man bare kan smide det væk”.

Læs også: Nike med i Ellen MacArthur Foundation

Dermed er mærker som Thread og lignende med til at tage ansvar for at brugbare materialer ikke bare ender ”begravet under jorden”. For som Kelsey Halling afslutningsvis understreger: ”Det er forbrugernes ansvar at ændre deres adfærd, men det er op til producenterne at vise vejen”.

-AK