28.06.2010  |  Supply chain

Indspark: Fagfolk skriver: Behov for en ny kurs i leverandørstyring

Bæredygtig leverandørstyring (RSCM) er opdelt i generation 1.0 og 2.0. Klummeskriveresn synspunkt er, at selvom generation 2.0 indeholder visse forbedringer i forhold til sin forgænger er ingen af dem tilstrækkelige.

RSCM (responsible supply chain management) opstod primært som reaktion på menneskerettigheds-risici. Mærkevarevirksomheder som Nike, Reebok og Adidas oplevede massive krænkelser i deres leverandørers fabrikker. De opdagede først krænkelserne, da de læste om dem i avisen; sweat shops, børnearbejde, tvangsarbejde, diskrimination, manglende sikkerhed og sundhed og lignende krænkelser. Herhjemme blev Jyske udstillet i udsendelsen ’Tilbud der dræber’, og senest har slavearbejde på kakaofarme i Elfenbenskysten rystet Toms, danske politikere og ikke mindst chokoladenydere. Når Maersk er blevet hængt ud, er der ikke tale om forhold hos leverandørerne, men på Maersks egne fabrikker i Kina; måske en skærpende omstændighed? Fælles for alle disse udfordringer er manglen på effektiv menneskerettighedspolitik og implementering fra staten. I dag bliver RSCM praktiseret af tusindvis af selskaber.

Ansvarlig Leverandørstyring generation 1,0 (RSCM 1.0) - Individuelle Codes of Conduct
Hidtidige tilgange til RSCM kan groft opdeles i to hovedgrupper kaldet første- og andengenerations-tilgangene. Det er næsten umuligt at finde undersøgelser, der sætter spørgsmålstegn ved, om RSCM 1.0 eller 2.0 skaber bæredygtige løsninger; eller blot om de er omkostningseffektive. Og virksomhederne kan hurtigt bruge mange millioner på blindt at hoppe med på vognen.

RSCM 1,0 er den mest udbredte metode til RSCM. Fremgangsmåden indebærer, at virksomheden udvikler en Code of Conduct (adfærdskodeks), der beskriver de principper, deres leverandører skal overholde. Herefter kontrollerer virksomheden sine leverandører. Regelmæssige kontrolbesøg hos leverandørerne eller ’kapacitetsopbygning’, udført af særligt uddannede medarbejdere, er blevet almindelig praksis. Mange virksomheder kræver også ekstern revision fra uafhængige tredjeparter; for eksempel revisorer, konsulenter eller NGO’er.

Virksomheder har indflydelse på deres leverandører - økonomisk og kontraktligt, og de bruger indflydelsen til at minimere deres risici. I praksis betyder det, at der opbygges private overvågningssystemer, som erstatter funktionssvigt i statens regeringsførelse. Hvor manglen på statslig forvaltning af menneskerettigheder, miljø og anti-korruption er størst bliver den private indsats øget.

En anden udfordring for RSCM 1.0 er, at leverandørerne mødes med mange individuelle Codes på samme tid. Selvom ’regelsættene’ ligner hinanden meget har de underliggende monitoreringsstandarder en tendens til at afvige meget. Det kræver en stor kapacitet og ekstra omkostninger hos leverandøren at leve op til de mange forskellige standarder. Ud over traditionelle markedskrav (pris, volumen, leveringstid og kvalitet) lægger supplerende CSR krav et stort pres på leverandørerne. Særligt små og mellemstore virksomheder (SMV’er) risikerer at blive skubbet ud af de globale værdikæder. De har ikke ressourcer til at påvise overensstemmelse med de mange forskellige standarder. Ofte er det slet ikke muligt for leverandørerne at gennemføre alle krav på samme tidspunkt på grund af modstridende standarder (nogle foreskriver eksempelvis røde nødudgange, mens andre ordinerer gule). Denne situation er blevet kaldt "Code Mania".

Det kunne være bedre
Får RSCM 1.0 så de tilsigtede positive virkninger? Nogle undersøgelser har vist, at fastansatte mandlige arbejdstagere oplever visse forbedringer, især på området ”resultat-rettigheder” (dvs. lønninger, arbejdstid, sikkerhed og sundhed), mens forbedringerne er begrænsede på området ”proces-rettigheder” (dvs. foreningsfrihed og kollektive forhandlinger). Forbedringer når kun de første leverandører i kæden. Endelig synes RSCM 1.0 at svigte i forhold til de dårligst stillede grupper af arbejdstagere - migrant-arbejdere, kvinder, løsarbejdere og arbejdstagere, som er ansat af underleverandører. Hvor forbedringer opnås, har de tendens til at være midlertidige - begrænset til den tid køber-leverandør forholdet består - eller endda momentvist - mens overvågning eller auditering finder sted.

På trods af den begrænsede varighed og virkning investerer virksomheder stadig massivt i RSCM 1.0; især i overvågning og revision, selvom der en stigende tendens til kapacitetsopbygning. Både IKEA og Wal-Mart beskæftiger flere hundrede mennesker til at varetage opgaven. Samlet set er det åbenbart, at RSCM 1.0 medfører betydelige årlige udgifter. Nogle gange videregives omkostningerne fra købere til leverandører, hvilket blot fremskynder udelukkelsen af SMV’er fra de internationale værdikæder.

Man kan med rette stille spørgsmålet: Er RSCM 1.0 en omkostningseffektiv måde at håndtere leverandørstyring på?

RSCM 2,0: Fælles Codes of Conduct
RSCM 2.0 udgør et forsøg på at løse nogle af udfordringerne med RSCM 1.0. I RSCM 2.0, bruger en gruppe virksomheder en fælles Code of Conduct - f.eks én for en hel branche eller én, der er etableret gennem en multi-stakeholder proces. Eksempler på RSCM 2.0 kan findes i Electronic Industry Code of Conduct (EICC), Business Social Compliance Initiative (BSCI), Ethical Trading Initiative (ETI), Social Accountability 8000 (SA 8000), ILO's Better Work Initiative og Fair Labour Association (FLA). Udover at oprette og anvende fælles codes omfatter nogle initiativer en slags clearing-house, hvor leverandører kan blive certificeret og auditører kan blive akkrediteret, en glimrende forretning. Enkelte generation 2.0 initiativer har flyttet fokus fra monitorering til opbygning af kapacitet hos leverandørerne; det mest bemærkelsesværdige initiativ er Business for Social Responsibility 'Beyond Monitoring’ initiativ.

Tilgangen giver en række fordele i forhold til generation 1.0. For det første reduceres problemet med Code Mania, da leverandørerne primært skal overholde én Code og dennes understandarder. I realiteten oplever mange leverandører dog stadig at blive genstand for flere RSCM 1.0 og RSCM 2.0 krav. Da Codes ikke i sig selv afviger nævneværdigt, vedrører udfordringerne for leverandørerne primært forskelle i monitorerings- og auditerings-standarder. I den forbindelse kan RSCM 2.0 standarder ofte være langt mere omfattende. Samlet set udgør RSCM dog et fremskridt væk fra Code Mania.

Køberne kan også opnå stordriftsfordele ved at dele omkostninger og erfaringer til overvågning og revision af leverandører. Det må formodes at RSCM 2.0 er billigere end RSCM 1.0, selvom meget få virksomheder fører regnskab med, hvor meget indsatsen koster. RSCM 2.0 indebærer imidlertid en ny udfordring for virksomhedernes risikostyring. RSCM 2.0 bliver ofte en ’arms-length’ øvelse; virksomheden har jo ’out-sourcet’ risikostyringen til en mellemmand. Når pressen alligevel finder krænkelser hos virksomhedens leverandører og rejser kritik, er virksomheden dårligt klædt på til at besvare kritikken; den har jo ikke direkte interaktion eller erfaringer med at håndtere eller forstå krænkelserne; endsige finde mulige løsninger på konflikterne.

Bedre, men ikke godt nok
Mens RSCM 2.0 tilgange adresserer nogle af faldgruberne for RSCM 1.0 tilgangen, fanger de ikke alle udfordringer. De fleste RSCM 2.0 Codes begrænser sig også til første led i leverandørkæden. Ansvaret for at underleverandører overholder de basale standarder er udelukkende placeret på første leds leverandører. Da medier og forbrugere forventer respekt for standarder i hele produktets livscyklus reducerer begrænsningen effektiviteten af risikostyringen. RSCM 2.0 reducerer heller ikke risikoen for eksklusion af SMV’er; nok snarere tværtimod. Flere RSCM 2.0 initiativer vælter auditeringsomkostningen over på leverandørerne og de underliggende standarder er ofte væsentlig mere udbyggede.

Endelig er det slående at både RSCM 1.0 og 2.0 modeller synes at dække menneskerettighederne utilstrækkeligt. FN's generalsekretærs særlige repræsentant (SGSR) for menneskerettigheder og erhverv fremhæver, at virksomhedernes ansvar og risici omfatter alle rettigheder i ’the International Bill of Human Rights’. Effektiv risikostyring skulle derfor sikre at alle menneskerettigheder blev inkluderet i Codes. Men stort set alle Codes forholder sig alene til syv - otte menneskerettigheder; typisk fagforeningsfrihed, børnearbejde, tvangsarbejde, ikke-diskrimination, maksimal arbejdstid, mindsteløn, forbud mod nedværdigende behandling og sikre og sunde arbejdsforhold. RSCM-modellerne, som vi kender dem, er altså næppe gangbare i dag. I næste udgave vil vi foreslå en alternativ tilgang til bæredygtig leverandørstyring: RSCM 3.0.

Mere fra Sune

Sune Skadegaard Thorsen

CEO & Senior Partner

Sune Skadegaard Thorsen er stifter og direktør i GLOBAL CSR. Han har siden 1996 arbejdet professionelt med CSR, som en af de første pionerer på området. Med en baggrund som erhvervsadvokat har Sune internationalt været én af de ledende kræfter i at gøre ansvaret for social bæredygtighed pragmatisk og operationelt gennem menneskerettighederne. Sune er således en af grundlæggerne af den princip-base…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere