20.09.2010  |  Supply chain

Indspark: Fagfolk skriver: Behov for en ny kurs i leverandørstyring 2

I juni bragte vi en klumme af samme skribent. Her beskrev han, hvordan mange virksomheder i forbindelse med CSR arbejdet har kastet sig over ansvarlig leverandørstyring (Responsible Supply Chain Management (RSCM)). De mest udbredte tilgange kan beskrives som generation 1 (RSCM 1.0) og generation 2 (RSCM 2.0). Global CSR har udviklet en generation 3.0, som flytter ansvaret over på de lokale myndigheder.

RSCM 1.0 indebærer, at virksomheden udvikler en Code of Conduct (adfærdskodeks), der beskriver de principper, deres leverandører skal overholde. Herefter udfører virksomheden regelmæssige kontrolbesøg og/eller ’kapacitetsopbygning’ hos leverandørerne. Ofte hyres uafhængige tredjeparter til at kontrollere overholdelsen.

I RSCM 2.0 bruger en gruppe virksomheder en fælles Code of Conduct, f.eks. én for en hel branche eller én, der er etableret gennem en ’multi-stakeholder’ proces. Ud over at oprette og anvende fælles codes opretter nogle initiativer et ’clearing-house’, hvor leverandører kan blive certificerede og auditører akkrediterede. I RSCM 2.0 anvender en gruppe virksomheder en fælles Code of Conduct, f.eks. én for en hel branche eller én, der er etableret gennem en ’multi-stakeholder’ proces. Ud over at oprette og anvende fælles codes opretter nogle initiativer et ’clearing-house’, hvor leverandører kan blive certificerede og auditører akkrediterede. Også RSCM 2.0 initiativer har flyttet fokus fra monitorering til opbygning af kapacitet hos leverandørerne i arbejdet med at sikre, at leverandørerne efterlever basale principper for håndtering af mennesker, miljø og anti-korruption.

Jeg har tidligere beskrevet nogle af udfordringerne ved RSCM 1.0 og 2.0. De kan opsummeres således:

* Effekten bliver, at der opbygges private overvågningssystemer, som erstatter funktionssvigt ved statens regeringsførelse. Hvor manglen på statslig forvaltning af menneskerettighederne, miljøet og anti-korruption er størst, bliver den private indsats øget, selvom ansvaret principielt ligger hos staterne. Dette kan føre til ansvarsforflygtigelse.
* Tilgangene er sjældent omkostningseffektive metoder til at håndtere risici hos leverandørerne (særligt 1.0). Tværtimod er de tit omkostningstunge samtidig med, at der måske blot skabes midlertidige forandringer.
* Forbedringer når ofte kun det første led i leverandørkæden.
* Udelukkelsen af små og mellemstore virksomheder fra internationale værdikæder accelereres.
* "Code Mania"-leverandører mødes af mange individuelle codes på samme tid. De underliggende monitoreringsstandarder afviger meget, og det kræver en stor kapacitet og ekstra omkostninger for leverandøren at leve op til de mange forskellige standarder (særligt 1.0).
* Utilstrækkelig dækning af menneskerettighederne – og dermed CSR-risikostyring.

Læs evt. artiklen her: http://www.csr.dk/hg/cs/artikel.nsf/0/KØPN-86JK4B

Det er på denne baggrund, at GLOBAL CSR har udviklet en ny tilgang til ansvarlig leverandørstyring, der er tænkt som et supplement til virksomhedens øvrige arbejde med at sikre ordentlige vilkår hos leverandører: Ansvarlig Leverandørstyring Generation 3 (RSCM 3.0).

En ny kurs for ansvarlig leverandørstyring
I juni 2010 offentliggjorde Rådet for Samfundsansvar Danmarks regeringens første retningslinjer for ansvarlig leverandørstyring. Retningslinjerne fremhæver nogle vigtige udfordringer i relation til ansvarlig leverandørstyring og anbefaler virksomheder at imødekomme dem. Men der er stadig et påtrængende behov for at få udviklet bæredygtige løsninger. Forperson for Rådet for Samfundsansvar, Mads Øvlisen, gør opmærksom på dette i forordet til retningslinjerne, hvor han understreger behovet for fremtidssikrede løsninger, herunder: ”Støtte til pilotforsøg om nye former for ansvarlig leverandørstyring, og herunder hvordan virksomheder i praksis kan samarbejde med lokale og regionale myndigheder.”

GLOBAL CSR har i flere år arbejdet på at udvikle en supplerende tilgang til ansvarlig leverandørstyring, der har fokus på kernen af problemstillingen under de traditionelle tilgange til leverandørstyring – nemlig statens ansvar.

Ansvarlig Leverandørstyring Generation 3 – RSCM 3.0
RSCM 3.0 har potentialet til sammen med de traditionelle tilgange at give virksomhederne en langsigtet og holdbar løsning på CSR-risikostyring i forhold til leverandørers adfærd og lokalmiljø. Fremgangsmåden imødekommer de centrale udfordringer, der er identificeret i relation til RSCM 1.0 og 2.0 tilgange. Særligt imødekommer RSCM 3.0’s geografiske fokus den særlige udfordring, som alle virksomheder står over for; Det forventes, at de sikrer, at alle lag af leverandører i deres værdikæde lever op til internationale CSR- minimumsstandarder. Dette er så godt som 'mission impossible' så længe virksomheder udelukkende anvender RSCM 1.0 og 2.0 tilgange.

Hvor RSCM 1.0 og 2.0 fokuserer på virksomheders enkelte værdikæder fokuserer RSCM 3.0 på at udvikle CSR- risikofri zoner. RSCM 3.0 foreslår en partnerskabstilgang, hvor etableringen af partnerskaber mellem internationale købere og lokale myndigheder er det primære mål. Hensigten er, at de lokale myndigheder tager ejerskab til en kapacitetsopbygningsproces i et afgrænset geografisk område, der bringer myndighederne i stand til at varetage deres internationale forpligtelser på social, miljømæssig og økonomisk bæredygtighed i forholdet til erhvervslivet.

Med andre ord er hensigten med initiativet at sikre, at myndighederne i områder, som vi i dag betragter som risiko-zoner, etablerer en struktur, hvor virksomhederne ikke behøver bekymre sig om CSR-risici hos leverandører, datterselskaber eller investeringsobjekter.

Kan det lade sig gøre?
Tilgangen forudsætter, at de lokale myndigheder anerkender, at pligten til at beskytte mod krænkelser af menneskerettighederne, herunder arbejdstagerrettighederne, fra erhvervslivet, ligger hos myndighederne, ligesom overholdelsen af de internationale krav om miljøbeskyttelse og bekæmpelsen af korruption. Samtidig hviler tilgangen på den omstændighed, at det også for de lokale myndigheder er økonomisk rentabelt at sikre efterlevelsen af basale CSR normer hos erhvervslivet; sådan som erfaringen fortæller os fra samfund, der i dag ikke bliver betegnet som CSR risikoområder. Danmark kan, ligesom Norge, Sverige, Luxembourg og en række andre Europæiske og vestlige stater, nyde frugterne af et erhvervsklima, hvor staten, i samarbejde med andre nationale interessenter, sikrer, at de basale normer efterleves.

Internationale udviklingsorganisationer har i årevis støttet en sådan udvikling. Under handelsaftaler eller i forbindelse med udviklingssamarbejde har donorerne stillet betingelser til modtagerstaten på netop de områder, som de basale CSR standarder dækker. Erfaringen er ofte, at modtagerstaten kun modstræbende implementerer kravene under sådanne betingelser. Modtagerlandene udtrykker, at de har svært ved at acceptere indskrænkninger i deres suverænitet til selv at bestemme, hvordan de vil lede landet frem for at en anden stat dikterer indsatsen. Der er typisk hverken motivation eller ejerskab til processen.

Hvordan?
Visionen for RSCM 3.0 er, at virksomheder med betydelige økonomiske interesser i et givet område skaber motivation for, at lokale myndigheder skaber en CSR risikofri zone. Udsigten til at internationale virksomheder og investorer kan købe og investere uden risiko for, at leverandører eller investeringsobjekter er involveret i krænkelser af internationalt vedtagne normer, kan give de lokale myndigheder muligheder for både at promovere sig selv og tiltrække erhvervsøkonomisk aktivitet.

GLOBAL CSR har udviklet en procesbeskrivelse for gennemførelsen af pilotprojekter til at demonstrere at visionen kan opfyldes samt samle praktisk erfaring og viden til at optimere processen. Baseret på mange års erfaring i arbejdet med CSR og opbygning af offentlig administrations-kapacitet samt omfattende dialog med lokalmyndigheder, virksomheder, udviklingsorganisationer og øvrige interessenter, vurderer GLOBAL CSR, at gennemførelsen af RSCM 3.0 pilotprojekter er både levedygtig og realistisk inden for en relativt begrænset tidshorisont. Det gælder særligt områder i fx Kina, Indien eller Sydafrika, der har et vist niveau af udenlandske investeringer samt privatsektor- og statskapacitet. Visionen kan også realiseres i lande, der i dag har relativt svagere kapacitet, dog med en længere tidshorisont for implementering.

Et RSCM 3.0 pilotprojekt kræver opbygning af den lokale myndigheds kapacitet til, at den og øvrige lokale interessenter kan blive i stand til at udføre overvågning og opbygning af det lokale erhvervsliv. Ud over at sikre overholdelse af lokale regler, der er eller bliver internationalt kompatible, kan aktiviteten således kombineres med opbygning og styrkelse af myndighedernes kompetencer til at fortsætte købernes bestræbelser på at opbygge leverandørernes evne til at forbedre produktivitet, kvalitet mm.

Erfaring fra internationale købervirksomheder viser, at virksomhederne har gode muligheder for – i samarbejde med andre virksomheder - at have positiv indflydelse på lokale statslige myndigheder. Virksomhedernes villighed til at investere i eller købe fra et bestemt geografisk område har stor økonomisk betydning lokalt. Således er købervirksomheders rolle i RSCM 3.0 primært at motivere lokale myndigheder til at beslutte, planlægge og gennemføre oprettelsen af en CSR risikofri zone. Hvor det er muligt og hensigtsmæssigt kan købervirksomheder også tilskynde egne leverandører, investeringer eller erhvervsorganisationer til konstruktivt at deltage i kapacitetsopbygningen. Afhængigt af de lokale strukturer kan arbejdstagerorganisationer, civilsamfundet og andre interessenters også blive inddraget.

Da kapacitetsudvikling hos myndighederne allerede er en del af mange udviklingsorganisationers mandat har reaktionen fra disse været overordentlig positiv. Fordi RSCM 3.0 kan skabe lokal motivation, vil opfyldelsen af et af de væsentligste principper for moderne udviklingssamarbejde – lokalt ejerskab – kunne realiseres. Da fokus inden for internationalt udviklingssamarbejde samtidig har taget en klar drejning hen imod erhvervssektoren har en række udviklingsorganisationer udvist stor interesse for projektet. Det vurderes derfor som meget realistisk, at internationale udviklingsorganisationer vil have interesse i at yde finansiel- samt teknisk støtte til gennemførelsen af RSCM 3.0 pilotprojekter.

Hvem betaler?
Virksomheder vil på sigt kunne spare på ressourcerne til at skabe egne adfærdskodekser, overvåge eller kapacitetsopbygge deres leverandører eller investeringer til at overholde de basale CSR-normer, og kan i stedet bruge ressourcerne på proaktivt at bidrage til bæredygtig udvikling. .

Hvor GLOBAL CSR’s initiativ finansieres af de deltagende virksomheder, er hensigten, at den væsentligste del af udgiften, selve kapacitetsopbygningen hos de lokale myndigheder (stat, region eller distrikt), skal bæres af de internationale udviklingsorganisationer, som i forvejen har afsat ressourcer til dette arbejde. Den væsentligste forskel bliver, at erhvervslivet er i stand til at skabe motivation og dermed ejerskab hos de lokale myndigheder før udviklingsorganisationerne inviteres til at finansiere den største del af processen.

Samtidig kan RSCM 3.0 tilgangen på sigt adressere en af de væsentligste udfordringer ved RSCM 1.0 og 2.0, idet samtlige leverandører, også små- og mellemstore virksomheder, vil kunne drage nytte af forbedringerne i en etableret CSR-risikofri zone.

Fra traditionel leverandørstyring til RSCM 3.0
Ændringen vil og skal ikke ske ’over night’. Det må forventes, at virksomhederne igangsætter en langvarig overgangsfase, hvor traditionelle RSCM metoder videreføres og langsomt udfases, mens kapaciteten og engagementet i forhold til RSCM 3.0 opbygges. Men det er værd at bemærke, at virksomhederne fra dag 1 kan kommunikere en samlet strategi for ansvarlig leverandørstyring, der blander de forskellige RSCM tilgange. Engagementet i RSCM 3.0 kan derved bruges til at forklare virksomhedens tilbageholdenhed i forhold til at investere massivt i private kontrolsystemer.

RSCM 3.0 kan sikre, at erhvervslivets CSR indsats på ansvarlig leverandørstyring leder til at også ikke-vestlige stater kan nyde godt af de fordele, der følger med en effektiv offentlig beskyttelse af de basale CSR principper. RSCM 3.0 afholder sig fra at bygge konkurrerende parallelle strukturer til det traditionelle statslige system og gør det i stedet muligt for staten at håndhæve sin lovgivning. En passende lovgivning, der sikrer, at internationale forpligtelser overholdes, er allerede på plads i langt de fleste lande. Udfordringerne opstår som oftest i relation til den praktiske håndhævelse. Mange regeringer i økonomiske udviklingslande har ikke ressourcer eller vilje til at opbygge en sådan kapacitet, men som nævnt har internationale udviklingsorganisationer i årtier været engageret i og villige til at støtte dette arbejde – de har imidlertid brug for virksomhedernes opbakning for at skabe lokal motivation.

Til slut kan vi opsummere, at en virksomhed kan arbejde sideløbende med elementer af alle tre tilgange for at ramme netop den enkelte virksomheds behov, muligheder og ambitionsniveau. Uagtet tilgangen er det dog i stigende grad påkrævet, at virksomheder klart kan begrunde deres valg, fravalg og strategi for ansvarlig leverandørstyring og forklare, hvordan den undgår eventuelle negative konsekvenser (1.0 og 2.0).

Mere fra Sune

Sune Skadegaard Thorsen

CEO & Senior Partner

Sune Skadegaard Thorsen er stifter og direktør i GLOBAL CSR. Han har siden 1996 arbejdet professionelt med CSR, som en af de første pionerer på området. Med en baggrund som erhvervsadvokat har Sune internationalt været én af de ledende kræfter i at gøre ansvaret for social bæredygtighed pragmatisk og operationelt gennem menneskerettighederne. Sune er således en af grundlæggerne af den princip-base…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere