CE-mærke åbner grænser
Det der i første omgang ligner en bureaukratisk klods om benet, vil rent faktisk ende med at forbedre konkurrenceevnen, da mærket sikrer at produkter kan flyde frit gennem Europa.
Godt nok skal der tages hensyn til direktiver, bilag og regelsamlende bekendtgørelser. Og holdes styr på, hvilke produkter, der hører under flere direktiver og hvilke direktiver der omfatter flere produkter samt de mange undtagelser. Men når først der er styr på reglerne, og den tekniske dokumentation og risikovurdering desuden er foretaget, så vil CE-mærket være en konkurrencefordel.
Fordi mærket er en garanti for, at produkterne er fremstillet i teknisk harmoni med fælleseuropæiske, harmoniserede standarder, så betyder det nemlig i praksis, at produktet kan bevæge sig frit rundt på kontinentet. De enkelte lande kan således ikke stille nationale krav, men må bare gå ud fra, at hvis et produkt er CE-mærket i f.eks. Italien, så er det også godt nok til det danske marked og omvendt.
Eneste undtagelse er på byggevareområdet, hvor sikkerhed ikke er det samme overalt i Europa, men ellers er CE-mærket producentens garanti på, at der er taget hensyn til sundhed og sikkerhed. Af samme årsag, og i takt med at ordningen udbredes, stiger efterspørgslen på CE-mærkede produkter da også, da disse har en fordel i forhold til produkter uden mærket.