Cleantech i Nordsjælland
Syd for Frederikssund er en ny by og erhvervspark på tegnebrættet, og erhversdelen er navngivet med en ganske bestemt type virksomheder i tankerne. Den skal hedde Copenhagen Cleantech Park.
Et markområde mellem Frederikssund og Store Rørbæk i Nordsjælland står foran store forandringer. Over de næste op mod 20 år skal området nemlig blive til en helt ny bydel og erhvervspark med 6000 arbejdspladser, 6000 boliger og 14.000 indbyggere. Det samlede, planlagte areal er på 350 hektar, og dermed 40 hektar større end Ørestaden, der opererer med samme antal indbyggere og boliger, men dog op til 60.000 arbejdspladser. Navnet på selve byområdet er endnu ikke fastlagt, men erhvervsområdet er blevet døbt. Det skal hedde Copenhagen Cleantech Park og dermed sigtes der efter netop virksomheder i cleantechindustrien, dvs. aktiviteter indenfor eksempelvis alternative energiformer, biologiske materialer og forureningsbekæmpelse.
Finanskrisen og en halvtom Ørestad skræmmer ikke folkene bag.
Vi tager jo udgangspunkt i et yderst konservativt marked, og vi baserer derfor ikke vores økonomimodel på tiden før finanskrisen. Projektet er skåret op i bidder, der kan skaleres op og ned efter interesse, siger udviklingschef i Frederikssund Erhverv, Rikke Danielsen, der er chef for projektet, til Børsen.
Blandt de interesserede virksomheder er store aktører som Siemens, Vattenfall, Dong, Betterplace, Danfoss og Topsil. Sidstnævnte, der producerer silicium til halvlederindustrien, ser ambitiøst på det nordsjællandske projekt og kan blive første indflytter.
Det er klart, at vi også ser mulige synergier i et nyt videnstungt område på Sjælland. Det kunne blive spændende, hvis det bliver et egentligt cluster, siger Topsils adm. direktør Keld Lindegaard Andersen til Børsen.