11.11.2015  |  Strategi & ledelse

CSR i varekædens øverste led

Indhold fra partner Hvad er dette?

Det stiller særlige krav til ansvarligheden, når man ofte deler tag med sine kunder. I HORESTA er CSR en naturlig del af forretningen siger deres fødevarechef. På Responsible Food-konferencen d. 26/11 deltager hun i et panel med skarpe holdninger

Som brancheorganisation ligger HORESTA i den del af fødevare-værdikæden, der er tættest på forbrugeren. Vi kender branchen – hotel-, restaurant- og turisterhvervet – som serviceorienteret uden sidestykke. Det er virksomheder, som påtager sig et værtskab for sine gæster og sørger for, at de får de bedst mulige turisme- og madoplevelser foruden husly. Men bag gryderne, ved disken i lobbyen og med rengøringsvognen i værelserne er det virksomheder, som i det daglige med sund fornuft arbejder med ansvarlighed som en naturlig del af deres forretning, men uden den store markedsføring.
 
Hovedparten af branchen består af små virksomheder – og dem er der i HORESTA 1.800 af – uden store ressourcer i form af tid og økonomi til at købe sig rådgivning og viden på området, og de kan nemt blive fanget i en politisk dagsorden, fordi de er så eksponeret overfor forbrugeren, fortæller Tine Skriver, brancheorganisationens fødevarechef:
 
”Vores virksomheder oplever fra tid til anden uberettiget at blive gjort hovedansvarlige for problematikker, som i virkeligheden er opstået i tidligere led i deres forsyningskæde. Men her skal vi huske, at ansvarligheden ligger i et spændingsfelt mellem det ideelle og det mulige, og at håndtere det forudsætter viden om begge dele. På fødevareområdet stiller det krav til vores medlemmer om øget viden om konsekvenser af deres valg i forhold til ressourcer og kendskab til realistiske løsninger i lyset af, at det også økonomisk skal hænge sammen. De skal have konkrete værktøjer til at arbejde med bæredygtighed, og der skal være lettilgængelige oplysninger om området fra de tidligere led i kæden, for ellers kan de ikke formidle troværdigt om bæredygtighed til deres gæster.”
 
Synlighed skaber incitament og værdi
For at støtte sine medlemmer i retning af større bæredygtighed og bedre kommunikation til deres kunder, står HORESTA bag en lang række initiativer: et CSR-, energi- og miljønetværk for medlemmerne, en værktøjskasse for CSR-arbejdet inden for branchen, en indsats større tilgængelighed for folk med funktionsnedsættelse og større mangfoldighed i forhold til blandt andet etnicitet, og ikke mindst Green Key, der står som et synligt tegn på, at CSR har vundet godt indpas i branchen.
 
”Branchen har under finanskrisen skabt arbejdspladser samtidigt med, at det øvrige fødevareerhverv tilsvarende har måttet afvikle arbejdspladser, og for rigtig mange med anden etnicitet eller en plettet straffeattest har vores virksomheder adgangen til at komme ind på arbejdsmarkedet,” siger Tine Skriver og henviser til, at de mange valg på CSR-menuen genererer værdi for hendes medlemmer: ”Der er et økonomisk, fagligt og kompetencemæssigt potentiale, og oveni er der et rekrutteringspotentiale og potentiale for større engagement hos virksomhedens medarbejdere. Det er imidlertid afgørende for virksomhedernes engagement, at der er tale om frivillige tiltag, som giver mening for forretningen.”
 
Tæt på forbrugerne
Som et forholdsvist nyt skud på bæredygtighedsstammen er branchen optaget af et tæt samarbejde om ”jord til bord”, for eksempel i relation til brugen af lokale fødevarer, og Local Cooking-konceptet er blevet en del af HORESTAs turisme og vækststrategi. Og det er en strategi, der rækker helt ud i danskernes hjem, påpeger Tine Skriver:
 
”Vi er jo en branchen for de professionelle madhåndværkere, som i kraft af deres kompetencer er stærke formidlere af den ansvarlige husholdning. Det drejer sig basalt set om, at gastronomerne har en viden og et håndelag, som ellers er gået tabt hos os forbrugere, blandt andet i forhold til at bruge lokale råvarer og at undgå madspild. Vi kan som branche præsentere madoplevelser og måltidsløsninger, som derhjemme i køkkenerne kan inspirere os og give os lyst til at spise sundere og mere bæredygtigt. Vi opfatter os derfor ikke som problemet i forhold til ansvarlige fødevarer, men som aktiv part i løsningen af det, og det gør vi ikke mindst ud fra en bevidsthed om, at flere og flere måltider bliver indtaget udenfor hjemmet.”
 
Tine Skriver deltager på Responsible Food-konferencen sammen med sin modpol i varekæden Landbrug & Fødevarer i en paneldebat om dagsordener for ansvarlighed på fødevareområdet. Med i panelet er desuden Danmarks Naturfredningsforening og Fødevareforbundet NNF, og der er således lagt op til en meningsudveksling, der spænder bredt over varekæden. Debatten styres af Jonas Giersing, direktør i Fairtrade Mærket.
 
Foruden paneldebatten byder konferencen på gæstetalere, interaktive seminarer, markedsplads og stribevis af virksomheders egne cases. Konferencen finder sted d. 26. november i Natur & Biovidenskabelig Fakultets festauditorium på Bülowsvej, Frederiksberg. Læs mere og tilmeld på www.csr-link.dk.

Tags: CSR LINK

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere