Dagbladene skriver de positive CSR-historier
Journalisterne på landets største dagblade har de positive briller på, når de skriver om CSR, viser ny undersøgelse.
Historier om børnearbejde, miljøsvineri og investeringer i klyngebomber er den slags nedslående sager, der popper op i hovedet hos mange danskere, når man siger CSR eller samfundsansvar.
Men faktisk har der gennem de seneste fem år været mere positiv end negativ omtale i medierne, når emnet er CSR. Det viser en undersøgelse, som medieovervågnings-bureauet Infomedia står bag. I analysen har Infomedia kortlagt medieomtalen i de tre landsdækkende morgenaviser Berlingske, Jyllands-Posten og Politiken fra 2006-2011.
Resultaterne viser, at knap halvdelen (45 procent) af den samlede omtale fra september 2006 til september 2011 var positivt vinklet overfor CSR. Kun en fjerdedel af omtalen var negativt vinklet, mens 30 procent var omtale af neutral karakter.
En fjerdedel er revolverjournalistik
Ser man på udviklingen i positiv omtale, er den stødt faldende fra 2006 til 2010, men stiger en smule igen fra 2010 til 2011. Tilsvarende er andelen af neutral omtale stigende fra år til år, men falder en smule igen i 2011. Andelen af negativ omtale, herunder det man kunne kalde for shotgun-journalistisk, baseret på afsløringer af specifikke virksomheders aktiviteter, er nogenlunde stabil. Den udgør ca. en fjerdedel af alle omtaler.
Der var mest CSR-omtale i 2008, og halvdelen af denne omtale var positiv. Det var blandt andet lanceringen af regeringens CSR-handlingsplan, der var årsag til debat, men også sociale forhold rettet mod danske arbejdspladser og miljø og klima var populære emner i 2008.
-LA