Danmark er ikke klimaforegangsland
Nye tal fra Dansk Energi-analyse viser, at Danmark langt fra ligger i front på energiforskningsområdet.
Dansk Energis netop udgivne analysemedie EnergiAgenda slår hul i den danske opfattelse af at være frontløber-nation på energiforskningsområdet. Tværtimod ligger de danske offentlige udgifter til forskning midt i OECD-feltet, når man sammenligner på tværs.
Ser man på tallene for den offentlige energiforskning, er det en myte, at Danmark er et foregangsland indenfor energi- og klimateknologi. Skal Danmark frem i førerfeltet, vil det kræve langsigtede investeringer i energiforskningen, da mange andre lande også satser massivt på netop dette forskningsområde, siger Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi.
Analysen påpeger, at den største svaghed på energiforskningsområdet er svingende bevillinger og ustabile rammer på energiforskningsfeltet. Dansk Energis analyse i EnergiAgenda bygger på tal fra en dugfrisk analyse af dansk energiforskning foretaget af tre økonomiprofessorer fra Copenhagen Business School.
-JR