Dansk bioethanol-industri måske en realitet
De danske enzymgiganter Danisco og Novozymes er klar med enzymer, der kan forvandle rester fra blandt andet hvede og majs til bioethanol.
Ny teknologi kan skabe både flere job og grønnere benzin til landets bilister, skriver Politiken. Håbet er, at Danisco og Novozymes enzymer vil skabe en ny dansk bioethanol-industri, som ifølge analyser fra 3F kan skabe flere tusinde nye job i landet. Cheføkonom hos 3F Anita Virum vurderer, at en satsning på den nye benzin vil skabe 2500 job i løbet af ti år. Omkring halvdelen af jobbene vil bestå i at bygge selve anlæggene. Resten af stillingerne kommer til at ligge i driften af værkerne. Værkerne skal nemlig bemandes, og halmen skal samles ind fra markerne og transporteres ind til værkerne, hvorefter bioethanolen skal flyttes ud til brugerne. Hos Novozymes tror man, at bioethanolen kan skabe endnu flere arbejdspladser. 3F har nemlig regnet på et forbrug på en million ton halm om året, mens Novozymes tror, produktionen kan komme op på 1,6 millioner ton. Og så er der pludselig 4000 nye job i brændstoffet.
Vi er fuldstændig enige i 3F's udregninger. Men vi mener, vi kan gå meget længere. Hvis vi skal erstatte 10 procent af vores benzinforbrug med bioethanol, skal vi bruge 1,6 millioner ton biomasse, siger Anders Kristoffersen, kommunikationschef hos Novozymes.
-JR