Dansk-hollandsk projekt får EU-støtte
Hvis Holland og Danmark beslutter at bygge en ny elektrisk forbindelse mellem landene, vil EU-kommissionen støtte den nye forbindelse, COBRAcable, med ca. 645 mio. kroner fra EU's økonomiske genopretningsplan, skriver energinet.dk.
EU-kommissionen har nu underskrevet en aftale med Energinet.dk og TenneT i Holland om økonomisk støtte til etableringen af en elektrisk jævnstrømsforbindelse, COBRAcable, mellem Danmark og Holland, som led i et fremtidigt havbaseret elnet i Nordsøen. Nettet skal styrke konkurrencen på elmarkedet og sikre indpasning af markant mere vindenergi.
Energinet.dk og TenneT planlægger at bygge en ca. 275 km lang jævnstrømsforbindelse med en kapacitet på 700 MW mellem Endrup vest for Esbjerg og Eemshaven i Holland. Anlægsomkostningerne anslås til ca. 450 mio. euro, hvoraf EU vil bidrage med 86,5 mio. euro svarende til 645 mio. kr. Pengene kommer fra EU's økonomiske genopretningsplan (Recovery Plan), som de to systemansvarlige selskaber Energinet.dk og det hollandske TenneT har søgt om del i.
En elektrisk forbindelse mellem Danmark og Holland er i tråd med EU's ambitioner om et stærkere og mere sammenhængende elnet i Europa, og kablet vil bidrage til udviklingen af et mere internationalt og bæredygtigt energimarked, som er en hovedprioritet i europæisk energipolitik. I projektet undersøges tillige mulighederne for at koble havmølleparker direkte til kablet.
- Med en direkte forbindelse mellem Holland og Danmark vil mulighederne for at udveksle strøm mellem Norden og kontinentet desuden forbedres væsentligt. Forbindelsen vil dermed styrke forsyningssikkerheden og konkurrencen på elmarkederne, siger eldivisionsdirektør Torben Glar Nielsen, Energinet.dk.
Under forudsætning af de respektive energiministres godkendelse og de nødvendige myndighedstilladelser ventes COBRAcable at kunne sættes i drift i 2016.
-KPE