Del grønne ideer på weben
Via et nyt webforum kan virksomheder, organisationer og andre grupper berette om, hvordan de arbejder med grøn omstilling.
Danmark har fået et nyt webforum for grøn omstilling, hvor borgere, organisationer og virksomheder kan hente inspiration, dele viden og styrke deres netværk med andre grønne profiler. Ecoprofile Danmark er en dansk udgave af Ecoprofile Sverige, der blev udnævnt til Sveriges bedste miljøblog i 2007. Ecoprofile er baseret på brugergenereret indhold, og i de kommende uger introducerer stifterne en række nye funktioner, der, ifølge dem, vil gøre forumet til en endnu bedre platform for udveksling af grønne ideer og kontakter. Ved at oprette en personlig profil på Ecoprofile, får man adgang til at skrive indlæg og kommentere andres indlæg, og man øger sin synlighed i forhold til andre grønne profiler. Via gruppefunktionen kan virksomheder, organisationer og andre grupper fortælle om, hvordan de arbejder med grøn omstilling. Ecoprofile Danmark har indtil videre tilknyttet ti danske kapaciteter på miljøområdet, som med jævne mellemrum vil bidrage med indlæg om grøn omstilling. Det nye webforum kan findes på webadressen www.ecoprofile.dk.
-JR