03.10.2019  |  Samfund

Indspark: Det næste store øko-ryk kræver hele værdikædens engagement

Regeringens målsætning om at fordoble økologien lader sig kun gøre med et tæt samarbejde og en fortsat nytænkende og markedsorienteret tilgang fra alle interessenter på tværs af værdikæden.

Der eksisterer et stort incitament til at satse yderligere på eksportmarkederne bl.a. fordi både teknologi og knowhow men også den danske model for tværsektorielt samarbejde i høj kurs. Vi skal blive endnu bedre til at udnytte dette, og samarbejde er en afgørende nøgle.

Som det ganske rigtigt har været nævnt i andre indlæg i debatten, skal teknologi og forskning have en plads forrest på scenen. Men helt afgørende for at skabe den plads og for at indfri regeringens ambitiøse mål er, om vi er i stand til at videreudbygge vores fælles tradition for samarbejde på tværs af brancher, sektorer og fag.

Stærk inspiration til verden

Hos Food Nation formidler vi den fælles fortælling om, hvordan vi arbejder med økologisk fødevareproduktion i Danmark – til stærk inspiration for internationale aktører. Og der lyttes - ikke, fordi det er en smuk historie, men fordi de kan se, at vores produkter, teknologi og viden alt sammen afspejler og udspringer af et stærkt samarbejde.

Historisk har vi lavet nogle store, fælles ryk med økologien, hvor en koordineret indsats om markedsmodning og den hjemlige efterspørgsel i første omgang har trukket læsset. Det er den store fortælling, som består af mange succeshistorier om at finde fælles retning, der kan aflæses som de store ryk i økologien herhjemme.

Se f.eks. på historien om Thise, der i 1988 til manges hovedrysten startede et lille, uafhængigt økologisk mejeri. Set i bakspejlet kan vi se, at dedikationen til egne kvalitetsstandarder koblet med stædig entreprenørånd og, ikke mindst, viljen til aktivt at medvirke til at opdyrke markedet sammen med detailhandelen, til sammen fortæller en af Danmarks økologiske succeshistorier. Samtidig har vi i Danmark også verdens største økologiske mejeri, Arla. Der er altså i høj grad tale om succeshistorier der rækker ud i verden.   

Det er ryk, hvor økologien er blevet løftet i produktion og afsætning i et samarbejde mellem producenterne og detailhandelen og med ambitiøse politiske målsætninger, godt hjulpet af andelsbevægelse, dygtigt købmandsskab og interesserede forbrugere.

Med forhøjet kvalitet og volumen har vi sideløbende og i stigende grad kunnet imponere og imødekomme eksportmarkederne og deres stigende efterspørgsel.

Markante resultater skabes i fællesskab

Regeringen lægger nu op til endnu et ryk og her, er den fælles indsats fuldstændig afgørende. Jeg enig med flere meddebattører i, at endnu et ryk f.eks. kræver »lange partnerskaber« [Økologisk Landsforening] og »værdikæder, der taler sammen« [COOP]. Vi skal udbygge private og offentlige parløb, og vi skal sikre, at organisationers viden og engagement, forskningens resultater og virksomhedernes innovative landvindinger i teknologi og produktudvikling peger i samme retning.

Food Nation viser internationale interessenter og gæster de gode eksempler. Og kigger vi både historisk og helt aktuelt på økologi-cases om frugtbare partnerskaber og vidensdeling, taler de for sig selv. Det, der har virket herhjemme, virker også ude i verden.

Et godt eksempel er i Østafrika. Her er vidensdeling baseret på danske metoder med til at konsolidere den økologiske produktion. Metoden har sin rod i dansk andelsmejeritradition, hvor hjælp til selvhjælp er en nøgle til bredt at forankre solid, veltilpasset og afprøvet økologisk fødevareproduktion. Samtidig giver de stærke bånd mellem de involverede landmænd et grundlag at tackle andre fælles udfordringer på, som arbejdsløshed, klimaforandringer og fødevaremangel.

Eksempler som disse, hvor resultaterne kun skabes i fællesskab, har vi en lang tradition for i Danmark – ikke mindst i økologien. Det næste ryk, skaber vi kun, hvis vi bygger videre på den tradition.

Mere fra Lise

Lise Walbom

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere