17.06.2021  |  Samfund

DI vil have mere fart på den politiske klimaindsats

Fremskyndede planer og højere afgifter - så kan vi nå 70 procents-målet. Men politikerne skal sætte farten op. Det er hovedbudskabet i et nyt klimaudspil fra Danmarks største erhvervs- og interesseorganisation.

Dansk Industri har på Folkemødet 2021’s første dag lanceret et nyt klimaudspil, som skal få Danmark i mål med klimalovens målsætning om 70 procents reduktion i CO2-udledningerne inden 2030.

Planen har ni hovedindsatser, som DI opfordrer Danmarks politiske ledelse til at få taget hånd om. De er i tilfældig rækkefølge:

  1. Lav en grøn skattereform, som sikrer en ensartet og højere CO2-beskatning og lavere beskatning af energi
  2. Sæt gang i storskala demonstrations-projekter med CO2-fangst og Power-to-X.
  3. Opret luftfartens klimafond
  4. Fremryk energiøerne så de er færdigetableret inden 2030
  5. Lav en strategi for energieffektivisering
  6. Brug grøn energi effektivt på tværs af sektorer
  7. Fastsæt et konkret mål om 80 pct. bæredygtige og grønne offentlige indkøb i 2025.
  8. Arbejd for så høje ambitioner i EU som muligt.
  9. Invester i en grøn genanvendelsessektor

Finans.dk har i den forbindelse talt med Lars Sandager, adm.dir. i DI, om især forslaget om en væsentligt højere CO2-afgift. DI forslår at satsen for denne afgift fordobles hurtigst muligt. Finans kalder det et ”opsigtsvækkende opråb fra industrivirksomhedernes interesseorganisation”. For Lars Sandager lyder det til mere at være i kategorien sund fornuft.

»Det vil øge incitamentet til, at både offentlige og private virksomheder vælger de rigtige grønne løsninger. Det er den rettesnor, virksomhederne har brug for, når de skal finde ud af, hvordan de skal indrette deres produktion,« siger han til finans.dk

DI’s beregning viser samtidig, at en sådan fordobling kan skaffe 4,8 af de 11,8 millioner tons CO2, der skal reduceres med, for at nå 2030-målet.

Til gengæld afviser DI blankt, at prisen på CO2 skal være højere. Det mener medlemmerne af Det Økonomiske Råd ellers, som tidligere har peget på en afgift på 1.200 kr. pr ton CO2 for at nå de 70 procent. I DI’s nye udspil vil prisen ligge på omkring 400 kr. per ton.

Vismændene – som medlemmerne af Det Økonomiske Råd kaldes, mener stadig at 1.200 kr er det rigtige leje, og at hvis det samlede skattetryk på virksomhederne på den måde bliver for højt, så er der mulighed for at regulere andre skatter og afgiver. DI fastholder da også i sit nye udspil, at samtidig med de øgede afgifter på CO2, skal andre energiafgifter sættes ned. 

I øjeblikket arbejder en arbejdsgruppe nedsat af regeringen, Venstre, Konservative, Radikale og SF på at udvikle holdbare modeller for en højere og mere ensartet CO2-afgift. Det arbejde skal være færdig i løbet af 2022.

- EHS

Endnu ingen kommentarer - du kan starte debatten nedenfor.

Deltag i debatten

Du skal være registreret bruger og logget ind, for at kunne oprette kommentarer.

Mere fra CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

CSR.dk - Forum for bæredygtig forretning

www.csr.dk

CSR.dk – forum for bæredygtig forretning – er Danmarks eneste erhvervsmedie og community med dedikeret fokus på forretningsdrevet CSR. Medlemmer på CSR.dk kan bidrage aktivt med indhold og erfaring og betragtes som en indsigtsfuld vidensressource i udviklingen af CSR.dk. Vi udkommer dagligt på CSR.dk, ugentligt med nyhedsbreve samt fire gange om året med magasinet CSR Quarterly.

Se virksomhedsprofil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere