Dong Energy hædres for REnescience-teknologien
I dag 23 maj åbner messen Energy Europe i Bella Center, og i eftermiddag er messen rammen om uddelingen af den anerkendte miljøpris Energy Globe Denmark, som Dong Energy modtager.
Årets Energy Globe-pris for Danmark går til Dong Energy's REnescience-teknologi, der kan sortere husholdningsaffald ved hjælp af enzymer.
Maneka Gandhi, der sidder i spidsen for dommerpanelet, siger om prisen:
"Bæredygtige metoder til affaldssortering er afgørende for vores fremtid. Dette års vinder af Energy Globe-prisen for Danmark kan på en effektiv måde omdanne affald til ressourcer og energi. Det reducerer CO2-udledningen og åbner nye muligheder for energiproduktionen."
Bæredygtig affaldssortering
I Dong Energy ser man miljøprisen som en vigtig anerkendelse: Henrik Maimann, Dong Energy's Vice President, siger i en pressemeddelelse:
"Energy Globe-prisen er med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er at udnytte ressourcerne i vores affald. Med REnescience-teknologien står vi med et rigtigt godt produkt til at løse en global udfordring."
Prisen grundlagt i 1999
Energy Globe blev grundlagt i Østrig i 1999, og det er handelsråd Eva Maria Frei fra Advantage Austria, Østrigs Ambassades Handelsafdeling, der overrækker prisen til Dong Energy på messen Energy Europe i Bella Center 23. maj.
Prisoverrækkelsen af Energy Globe-prisen for Danmark finder sted den 23. maj 2013 kl. 16.00 på Energy Europe-messen i Bella Center i København, Advantage Austria stand C4-009.
Den 5. juni på Verdens Miljødag præsenteres de 161 nationale vindere af Energy Globe i samarbejde med Unesco og Unep på www.energyglobe.info.