Energiselskaberne skal spare på energien
Ny aftale forpligter energiselskaberne til årligt at realisere energibesparelser svarende til 0,8 procent af Danmarks energiforbrug.
Fra 2010 skal energiselskaberne sikre besparelser for 5,4 PJ/år. Til sammenligning udgør Danmarks samlede energiforbrug brutto 850 PJ/år. Besparelserne svarer til det årlige energiforbrug i ca. 67.000 boliger og til 0,8 pct. af Danmarks samlede energiforbrug. Det er resultatet af en ny spareaftale mellem klima- og energiministeren og net- og distributionsselskaber indenfor el, naturgas, fjernvarme og olie. I dag har Danmark et mål om at sikre årlige energibesparelser på 1,5 procent af forbruget. Det svarer til 10,3 PJ/år, hvoraf Energiselskaberne altså skal levere 5,4 PJ/år. Selskaberne har i forvejen forpligtet sig til at levere besparelser, men med den nye aftale bliver de forpligtelser næsten fordoblet. Aftalen betyder, ifølge klima og energiministeriet, at Energiselskaberne skal yde en konkret indsats, der medvirker til realisering af en energibesparelse hos en slutforbruger, der ikke ville være sket uden selskabets indsats. Det kan f.eks. være gennem rådgivning, faglig bistand og finansiel bistand, herunder tilskud til gennemførelse af energibesparelser. Tilskuddet kan variere meget, men kan typisk udgøre omkring 10 pct. af de samlede omkostninger.
-JR