30.06.2020  |  Klima, miljø og energi

Indspark: Er din bestyrelse klar til en grøn NYstart efter coronakrisen?

Derfor lyder vores opfordring til de små og mellemstore virksomheder: Sæt bæredygtighed på bestyrelsens agenda og se samtidig på bestyrelsens sammensætning. Er jeres bestyrelse klar til at løfte opgaven og være en del af en ny normal?

Af Laura Vilbæk Olesen, Indehaver af nyibestyrelsen.dk & August Septimius Krogh og Lasse Alfastsen, bestyrelsesmedlemmer i Sustainable Change Makers.

Som konsekvens af coronakrisen var der ved udgangen af maj kommet mere end 50.000 flere ledige, og 170.000 medarbejdere er sendt hjem med statslig kriseløn. Samtidig forventes Danmarks BNP at falde med mere end fem pct. i 2020. Økonomien er kort sagt nærmest gået i stå, og der er brug for nye løsninger.

Flere stemmer fra det politiske niveau, fra erhvervslivet og fra civilsamfundet peger på, at det skal være en grøn genstart, der sikrer, at vi både tilgodeser økonomien og den grønne omstilling, så vi som land kan leve op til Folketingets målsætning om 70 pct. reduktion af drivhusgasser i 2030. 

Ambitionen om en grøn transformation af økonomien og reduktionsmålsætningen kan vi kun bakke op om. Men vi ønsker os hellere en grøn NYstart fremfor en grøn genstart. Vi skal tage ved lære af coronakrisen og dét, der udløste den, og bruge krisen konstruktivt til at transformere vores økonomi. 

Der er brug for “en ny normal” med bæredygtig vækst

Der er brug for et nyt økonomisk paradigme, der sikrer, at vi IKKE vender tilbage til “den gamle normal” eller business as usual. En ny måde at udvikle vores samfund og skabe (bæredygtig) vækst i fremtiden. 

Vi skal skabe “en ny normal”. En normal, som er grønnere, mere bæredygtig, og som tager virksomhedernes samfundsansvar langt mere alvorligt, end det har været tilfældet hidtil. 

Vi tror på, at en del af nøglen til “en ny normal” starter hos de små og mellemstore virksomheder (SMV’erne). Dem skal vi have med i den bæredygtige omstilling. Ellers lykkes vi ikke.

Derfor lyder vores opfordring til de små og mellemstore virksomheder: Sæt bæredygtighed på bestyrelsens agenda og se samtidig på bestyrelsens sammensætning. Er jeres bestyrelse klar til at løfte opgaven og være en del af en ny normal? 

SMV’erne er og bliver afgørende for dansk økonomi

De små og mellemstore virksomheder udgør 99 pct. af Danmarks virksomheder. De står for over halvdelen af beskæftigelsen, og de tegner sig for over halvdelen af omsætningen i danske virksomheder. 

Over 70 pct. af alle disse virksomheder er ejerledede. Den bæredygtige omstilling starter og slutter langt hen ad vejen med de danske SMV’er. Derfor er der brug for at udvikle dem og sikre, at de følger med tiden, så de kan løse fremtidens udfordringer, som vil præge os alle.

Nye kompetencer i bestyrelserne sikrer højere produktivitet 

Forskning fra Center for Ejerledede Virksomheder på CBS viser, at der er et stort potentiale i at opgradere SMV’erne bestyrelser med nye medlemmer og nye kompetencer. Helt konkret er det dokumenteret, at virksomheder, der udskifter en familiebestyrelse med eksterne medlemmer, får både større omsætning, større værditilvækst per medarbejder og oplever en produktivitetsforbedring. Og de behøver ikke vente længe. Resultaterne viser sig allerede i det første år, efter de nye medlemmer er trådt ind i bestyrelsen. 

Så der er god grund til at kigge på bestyrelsernes sammensætning og - måske - ved samme lejlighed gå på jagt efter nye kræfter, der kan drive den nye, strategiske bæredygtighedsagenda.

Den værdiskabende bestyrelse i “en ny normal”

Bestyrelsesarbejdet handler ikke kun om økonomi, og det handler ikke kun om kontrolfunktionen og risikoanalyserne, som man ellers godt kunne forledes til at tro, hvis man læser selskabslovens §115 om bestyrelsens ansvar.

Den værdiskabende bestyrelse har orden i penalhuset og styr på kontrolfunktionen, men langt størstedelen af arbejdet består i at sikre den strategiske udvikling af virksomheden: At diskutere og drøfte strategiske muligheder og trusler. Sætte en ambitiøs retning for virksomhedens fremtidige virke og vækst. Komme med bud på løsninger og nye perspektiver, der peger længere frem i tiden.

Her kunne bæredygtighed meget vel være den næste, store strategiske løftestang for virksomhedernes vækst og værdiskabelse. Det både tror og håber vi på, at det bliver, og det peger mange nationale og internationale undersøgelser også på, at det bliver. 

Bæredygtighedskompetencer i bestyrelsen er afgørende i fremtiden

Bæredygtighed er kommet for at blive. Forbrugerne kræver det, medarbejderne kræver det, investorerne kræver det, og flere og flere internt i direktioner og bestyrelser kræver det. Det er nemlig blevet god forretning at være bæredygtig. 

Derfor mener vi, at bæredygtighed bør stå højt på bestyrelsernes agenda. Særligt i SMV’erne, som skal gå forrest med et godt eksempel. Hellere i dag end i morgen. Den gode nyhed er, at det giver konkurrencefordele, tilfredse medarbejdere og positive afkast.

Så kære ejerleder: Hvad betyder den grønne genstart og de øgede krav til og forventninger om bæredygtig omstilling for din virksomhed? Har du allerede svaret? Ja? 

Har du så også den nødvendige, strategiske sparring på, hvilke investeringer og prioriteringer, du skal foretage? Hvilken retning, der er den rigtige og mest værdiskabende for dig?

Ja? Fantastisk! Du er én af de få. Til alle andre, som forholder sig mere famlende til en grøn genstart eller en grøn NYstart: Find inspiration derude. 

Som inspirationskilde vil vi pege på den unge generation af bæredygtige forandringsagenter, som vokser frem i disse år. Dem, der stifter virksomheder, som løser fremtidens udfordringer. Dem, der har bæredygtighed i kernen af forretningen. Mange unge i millennial-generationen (dem i start 20’erne til slut 30’erne) sidder allerede i bestyrelser og ejer og driver bæredygtige virksomheder og initiativer, og de kan bidrage i det strategiske arbejde for en bæredygtig fremtid.

Unge professionelle bæredygtige forandringsagenter i bestyrelserne

De unge bæredygtighedsforkæmpere ligner ikke de gængse bestyrelsesmedlemmer - og det er hele pointen! De er yngre end gennemsnittet, og de har en faglig profil, der skiller sig ud fra de ting, man normalt forbinder med det “grå og kedelige” bestyrelsesarbejde. De unge arbejder strategisk og vidensbaseret med et grønt mindset, der sikrer succes for mennesker og virksomheder.

Har du overvejet at invitere flere unge professionelle forandringsagenter ind i din bestyrelse? Der er mange gode grunde til at gøre det. De unge kommer med innovationstæft og en høj grad af viden om bæredygtighed - og samtidig får du en større aldersdiversitet og en bedre fornemmelse for markedet og en unik indsigt i de yngre generationer. Dem, der både skal købe dine produkter og være ansat i din virksomhed i fremtiden. 

Det er ikke bare smart, og det er ikke bare bæredygtigt. Det er godt for forretningen. 

Denne artikel er en del af temaet I fokus: CSR i SMV'er

Mere fra Lasse

Lasse Alfastsen

Strategisk direktør & medstifter af Partnerskabshuset Krydsfelt

Mit navn er Lasse Alfastsen, og jeg er bæredygtig iværksætter og kommunikatør.  Jeg tror på, at formålsdrevne aktører spiller en afgørende rolle i den bæredygtige omstilling. Dem, der har bæredygtighed i deres DNA og i kernen af forretningen.  De aktører hjælper jeg med at identificere og fortælle ins…

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere