16.11.2009  |  Klima, miljø og energi

Esbjerg Forsyning vinder Energi Prisen 2009

Esbjerg Forsyning har vundet DANVA’s Energi Pris 2009 for et projekt om returføring af slam, som har givet en strømbesparelse på 100.000-140.000 kWh om året.

Det blev Esbjerg Forsyning, Renseanlæg Øst, som løb med DANVA’s Energi Pris 2009. Prisen er stiftet via et samarbejde mellem DANVA (Dansk Vand- og Spildevandsforening) og Elsparefonden med henblik på at skabe elbesparelser i vandsektoren. Vandsektoren bruger omkring 600 millioner kroner på strøm om året, og det beløb kan reduceres med mindst 25 procent, viser undersøgelser.

Og en strømbesparelse må man også sige, at vindervirksomheden har demonstreret - 100.000-140.000 kWh om året er der sparet ved et nyt system til returføring af slam fra efterklaringstankene.

Medarbejderne hos Esbjerg Forsyning forklarer succesen med, at de efter at have gennemført en uddannelse som procesoperatør fik en bedre forståelse for processerne i anlægget og dermed opfandt det nye, energibesparende system.

”Vores tanke til efterklaring er konstrueret sådan, at de deler den samme rende til returslam. Vi var derfor nødt til at køre med en høj returføring, og det betød et højt elforbrug. I dag har vi sat en skillevæg op i renderne, så returslammet fra hver tank løber hver for sig. Det gør det meget nemmere at suge slammet tilbage,” fortæller procesoperatør Kim Trondhjem Bank, der opfandt systemet med to kollegaer.

Ud over de elbesparende tiltag reducerer renseanlægget i Esbjerg også deres CO2-udledning ved selv at producere el i et biogasanlæg.

Om Vinderprojektet sagde juryen:

”Det er en brillant idé. Ideen til projektet er opstået nedefra i organisation og ude på stedet. Den er ikke købt ude i byen. For en meget lille investering er der opnået en betragtelig energibesparelse, og det virker med det samme.”

- KGJ

Mere fra Kirsten

Kirsten Gregers Jørgensen

Se profil  

  CSR.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere